Elever skal lære at samarbejde på tværs af fagene

Unge skal allerede på erhvervsskolernes grundforløb have øjnene op for, hvor vigtigt samarbejdet med andre faggrupper er. Derfor har en række erhvervsskoler indenfor byggefagene modtaget et gratis eksemplar af Dansk Håndværks tværfaglige samarbejdsværktøj “Kort & Godt”.

– Der er ingen tvivl om at kommunikation og vidensdeling på tværs af fagene er fremtidens nøgleord. Samarbejdet på byggepladsen er vigtigt, hvis vi skal høste nogle af de lavt hængende frugter indenfor de klimamål, som byggeriet skal opfylde. Det er en forudsætning for at reducere noget af det dobbeltarbejde, der opstår, når faggrupper taler forbi hinanden, forklarer Mads Okking, der har været Dansk Håndværks tovholder på udvikling af materialet.

Skal spare tid og materialer
Kort & Godt-metoden, som værktøjet hedder, er Dansk Håndværk løsning på byggebranchens “silo-mentalitet” – altså at hver faggruppe ofte arbejder isoleret fra de andre. Værktøjet henvender sig til alle i byggeriet i situationer, hvor mange forskellige faggrupper og virksomheder skal arbejde sammen. Men organisationen har desuden udarbejdet en særlig undervisningsudgave til elever på erhvervsskolerne.

– Skoleudgaven er gjort så enkel, at den kan bruges til elever, der har meget lidt eller slet ingen erfaring med det praktiske arbejde på en byggeplads. Samtidigt er den tilpasset de læringsmål, der er for grundforløb 1 på bygge- og anlægsuddannelserne. Dermed kan de unge fra starten af deres uddannelse lære, hvordan de bliver bedre til at få arbejdspladsen til at fungere som en helhed. Resultatet bliver, at virksomhederne kan effektivisere byggeprocessen og reducere det spild af tid og materialer, som præger byggebranchen, understreger Mads Okking.

Kort & Godt-værktøjer er et spin-off af projekt Lærlingenes Hus, som Dansk Håndværk netop har fuldført. I den forbindelse gav Grundejernes Investeringsfond og Boligfonden Kuben økonomisk støtte til udarbejdelse af materialet, og det er på baggrund af den opbakning at Dansk Håndværk kunne sende gratis eksemplarer til erhvervsskolerne. Organisationen har desuden sendt skoleudgaven til undervisningsminister Mattias Tesfaye, som inspiration for hans arbejde med at forbedre erhvervsuddannelserne.

——–  OVENSTÅENDE ER EN PRESSEMEDDELELSE FRA DANSK HÅNDVÆRK  ———

Yderligere oplysninger:
Mads Okking, konsulent i Dansk Håndværk
Telefon og SMS 31 10 22 09
Mail: mo@dhv.dk

Du kan læse mere og hente materiale om “Kort & Godt” metoden her.