Støv fra byggepladser kan indeholde kræftfremkaldende partikler, derfor anbefaler Arbejdstilsynet altid at anvende en CE-mærket støvsuger støvklasse H af typen ”dust extractor”.
Det kan være svært at gennemskue støvsugerleverandørers vejledning om køb af støvsugere til byggepladser.
Der er byggevirksomheder, som har fået påbud fra Arbejdstilsynet, fordi de har brugt en forkert støvsugertype, som ikke beskytter medarbejderne tilstrækkeligt, fortæller Byggeriets Arbejdsmiljøbus.
Nu har støvsugerleverandører, Byggeriets Arbejdsmiljøbus og Arbejdstilsynet holdt møde om hvilke krav, der bør være opfyldt, og Byggeriets Arbejdsmiljøbus vil nu tage initiativ til, at leverandører og distributører vejleder byggefirmaerne ud fra nedenstående anbefaling:
Anbefaling: Mange bygge-og anlægsvirksomheder bruger deres støvsugere til blandet arbejde og både som processug fx ved boring og til rengøring. Derfor anbefaler Arbejdstilsynet at bruge H-klasse støvsugere af typen ”dust extractor”, fordi de kan anvendes til alt arbejde på byggepladsen.