Usikkerhed om nye regler giver fyldte mødelokaler

Om et halvt år indføres de meget omtalte, nye regler for, hvilke personlige data en virksomhed må gemme. Men specielt mindre virksomheder har svært ved at gennemskue de kommende krav. 

Og det har allerede nu fyldt mødelokalerne ved en række kurser for lokale håndværksvirksomheder til bristepunktet. De får nemlig efter nytår en meget håndgribelig hjælp til at få rettet deres data til. Dansk Håndværk tilbyder i samarbejde med SMVdanmark en hel stribe af møder, der helt konkret gennemgår de kommende regler i forhold til det, en typisk håndværksvirksomhed har brug for. 

– Vi har lagt vægt på ikke at tale teori. I stedet gennemgår vi præcist de ting, som en håndværksmester har brug for at ændre. Og så giver vi bogstaveligt talt deltagerne dokumenter med hjem, som de kan bruge, når virksomheden skal tilpasse deres oplysninger, forklarer direktør i Dansk Håndværk Morten Frihagen.

Pladser revet væk
Kurset, der varer 3 timer, afholdes seks forskellige steder i landet i løbet af januar og den første uge af februar og det er gratis at lade en medarbejder deltage.

– Vi kan se at kurserne samler fulde huse, fordi det er et område, der er stor usikkerhed om og som virksomhederne spørger meget ind til for øjeblikket. Faktisk er der næsten fyldt op på nuværende tidspunkt, så vi arbejder på at finde en måde, så vi kan tilbyde yderligere møder, fortæller Morten Frihagen.

Men håndværksmestrerne – og alle andre – kan også få overblik over de nye krav på arbejdsgiverforeningens netside. Blandt andet med fem korte punkter om det vigtigste i den nye persondataforordning, som skal overholdes fra den 25. maj næste år:

De vigtigste regler i Persondataforordningen:

  • Virksomheder skal kunne dokumentere, at man overholder reglerne i persondataforordningen.
  • Skærpet krav til dokumentation for samtykke. Den ansatte eller jobansøgere skal give samtykke til, at der registreres oplysninger om dem. Det skal kunne dokumenteres.
  • Retten til at blive glemt. Det betyder, at ansatte har ret til at få slettet personfølsomme oplysninger, som ikke længere er nødvendige for virksomheden at opbevare.
  • Virksomheden skal orientere Datatilsynet, hvis der fx er sket brud på datasikkerheden. Det skal gøres inden en vis frist.
  • Bødeniveauet for overtrædelse af forordningen er hævet væsentligt. Der kan gives administrative bøder på 4 procent af virksomhedens omsætning.

Foto til fri brug ved pressemeddelelse om persondataforordningen.
Medier er velkomne til at bruge dette foto i forbindelse med omtale – klik på dette link og gem foto


Yderligere oplysninger hos:
Morten Frihagen, direktør i Dansk Håndværk
Tlf./sms: 29 37 84 88, e-mail: mf@dhv.dk