Tyve har igen kig på din varebil

Dansk Håndværk kan nu igen konstatere, at politirapporterne nærmest dagligt fortæller om tyverier fra parkerede varebiler. Ifølge arbejdsgiverforeningen sker indbruddene i øjeblikket særligt ved at der klippes hul i sidedøren. Der er altså tale om planlagte indbrud, hvor tyven har værktøj med og kender varebilens svage sider.

– Den slags tyverier koster hvert år landets virksomhederne millioner. Håndværkere er særligt udsatte, fordi deres varebiler ofte indeholder værdifuldt værktøj, som tyvene mener, de kan sælge. I gennemsnit stjæles der for 70.000 kroner, men dertil kommer en række andre udgifter. Virksomheden mister nemlig ikke kun værktøj men også løn til de ansatte, mens bilen bliver repareret og nyt værktøj fremskaffes. Så der er al mulig grund til at forebygge tyverierne, forklarer direktør i arbejdsgiverforeningen Morten Frihagen.

I nogle tilfælde risikerer virksomhederne tilmed selv at stå med regningen for de stjålne materialer og værkstedsregningen. For hvis tyvene er kommet ind i bilen uden at der er synlige spor på døre eller vinduer, kan det være svært at få forsikringen til at dække.

– Selv om det naturligvis er politiet, der skal stoppe tyvene, kan firmaerne selv gøre en del. Derfor har vi lavet en liste over gode råd, der kan være med til at sænke risikoen for indbrud. Alt efter forholdene hos den enkelte håndværksmester kan det godt være, at det ikke er praktisk muligt at følge dem alle, men langt de fleste kan bruge et par stykker af dem, lyder det fra Dansk Håndværk.

Rådene er enkle og spænder fra at sætte hængelåse på dørene i varerummet, parkere under gadelys, holde tæt op ad en mur til mere avancerede løsninger som GPS-tracking og mærkning af værdifulde materialer og værktøj.

BOKS: Det kan du gøre for at undgå indbrud i din varebil:

  • Bildøre er nemme at bryde op. Få installeret en lås, der gør arbejdet for tyvene vanskeligt
  • Køb en varebil uden sidevinduer eller sæt spejlfilm på, så tyven ikke kan kigge ind
  • Få deaktiveret knappen i kabinen, der låser dørene til varerummet op
  • Sæt en almindelig hængelås indvendig på sidedøren og gå ud af bagdøren
  • Montér en spærre på anhængertrækket, der går op, så den forhindrer bagdørene i at kunne åbnes
  • Læg værktøj og dyre materialer, så de ikke er synlige udefra. Tag det dyreste værktøj med, når bilen forlades
  • Parkér i belyste omgivelser og gerne tæt langs en mur, så adgang til side- eller bagdøren spærres
  • Mærk værktøj, hav fotos af det og sæt et mærkat på bilen, der viser at værktøj er mærket
  • Monter GPS-tracker på særligt dyrt værktøj eller bilen

——–  OVENSTÅENDE PRESSEMEDDELELSE FRA DANSK HÅNDVÆRK  ————–
Yderligere oplysninger
Morten Frihagen, direktør i Dansk Håndværk
Tlf./sms: 29378488, e-mail: mf@dhv.dk