Stil skarpt på de energieffektiviserende byggeopgaver

Det er en usikker fremtid, vi går i møde. Knap hver 3. mindre byggevirksomhed forventer et fald i årets resultat, viser analyse fra SMVdanmark. Og hver 6. forventer at afskedige medarbejdere i løbet af de næste tre måneder. Men et lys i mørket er en tydelig vækst inden for energioptimerende byggeopgaver. Stil skarpt på efterisolering, udskiftning af vinduer og døre, varmepumper, solceller og lignende, lyder rådet derfor fra Dansk Håndværk.

Optimismen i bygge- og anlægsbranchen er til at tage og føle på. Voldsomme energiprisstigninger, dyre materialer, en kraftigt stigende rente og generel usikkerhed præger dansk økonomi. Andelen af virksomheder, der regner med en nedgang i aktiviteten over de næste 3 måneder, er den højeste i 10 år.

Det viser en ny analyse fra SMVdanmark: Byggevirksomheder ser sort på fremtiden

”De mange fastpriskontrakter, der især i første halvdel af året fastlåste virksomheder i underskudsgivende opgaver, fordi materialepriserne gik amok, har drænet kassen. De mindre virksomheder er typisk mindre velpolstrede og har ikke den samme likviditet til at stå imod, når der kommer pres på forretningen,” fortæller Lasse Lundqvist, konsulent i SMVdanmark.

Stil skarpt på de grønne opgaver

Ifølge Lasse Lundqvist er det nu også de private byggeopgaver, der sættes på hold. Og det gør ondt på de mindre byggefirmaer. Inflation og energikrise giver slunkne husholdningsbudgetter, og så udsætter man byggeopgaver som fx nye gulve eller carport. Opgaver der typisk lander hos de mindre byggefirmaer.

Dog er der en stigende interesse for energieffektiviserende byggeopgaver, og de private kunder efterspørger i højere grad end tidligere varmepumper, solceller, jordvarme og isolering.

”Det er en positiv udvikling, og det kan håndværksmestrene med fordel stille skarpt på. Med de voldsomt stigende energipriser er der mange penge at spare ved at energioptimere sin bolig eller få opsat fx solceller, efterisolering og udskiftning af vinduer og døre, fortæller direktør i Dansk Håndværk Morten Frihagen.

Det er positivt og kan hjælpe med at holde hånden under mange af de pressede virksomheder, mener Lasse Lundqvist.

SMVdanmark peger i den sammenhæng på, at et grønt investeringsfradrag bør tilskyndes. Det vil give de meget energiintensive virksomheder mulighed for at trække de ressourcer fra, som de bruger på energieffektivisering.

Læs hele analysen her: Det trækker op til storm hos bygge-SMV’erne

Hovedpointer fra undersøgelsen:

  • Optimismen hos bygge- og anlægsbranchen er helt i bund. Næsten hver 3. bygge-SMV forventer lavere resultat i år sammenlignet med sidste år.
  • Forventningerne til virksomhedens aktivitet over de næste 3 måneder falder drastisk, sammenlignet med de seneste 10 år.
  • Antallet af opgavetilbud er faldet markant over de seneste 3 kvartaler. Seneste opgørelse for 2. kvartal 2022 ligger 23 pct. under niveauet sidste år.
  • Imens den samlede byggeaktivitet falder, stiger antallet af energiforbedrende opgaver.