Nålestiksoperationer løser ikke de basale problemer

Hvis regeringen virkelig vil hjælpe de mindre virksomheder, er det ikke nok kun at sikre nogle få af de mange tusinde SMV’ere muligheden for at blive aktieselskab på favorable vilkår, lyder det fra håndværkernes arbejdsgiverforening, Dansk Håndværk.

– Midt i jublen over at enkelte iværksættere, der er så langt i deres vækstforløb at de kan overskue det, kan afhænde deres virksomhed på favorable vilkår i en aktieordning, glemmer man at væksten grundlæggende skal komme fra de tusindvis af SMV’ere, der er grundstammen i Danmarks erhvervsliv. Politikerne må ikke tro at den slags nålestiksoperationer kan erstatte ændringer, der basalt forbedrer vilkårene for at drive personligt ejet virksomhed, lyder det fra direktør i Dansk Håndværk, Morten Frihagen.

Han understreger at regeringens vækstinitiativer er både gode og nyttige, men at der er for lidt fokus på den helt almindelige virksomhed, når der skal skabes vækst:

– Det er jo trods alt de helt almindelige virksomheder, der er rygraden i Danmarks erhvervsliv – men de bliver alt for ofte glemt, fordi politikerne vil løse konkrete problemer, frem for at forbedre erhvervsklimaet for de foretagsomme danskere, der hver dag kæmper for deres små og mellemstore virksomheder.

Yderligere oplysninger hos:
Morten Frihagen, direktør i Dansk Håndværk
Tlf./sms: 29 37 84 88, e-mail: mf@dhv.dk