Medarbejdere beskattes ikke af Corona test

Medarbejdere skal ikke frygte at blive beskattet af en coronatest, som de får af hensyn til arbejdet. Hvis en arbejdsgiver af hensyn til arbejdet betaler en test for en medarbejder, skal der ikke ske beskatning – heller ikke, selvom de arbejder hjemmefra, forsikrer skattestyrelsen efter at der i starten af januar var forlydender om at test ville ingå i opgørelsen over arbejdsgiverbetalte personalegoder, og derfor kunne resultere i at der blev udløst skat af årets gode, gaver, gratialer m.m.

Det fremgik desuden, at medarbejdere vil blive beskattet af cornatests betalt af arbejdsgiver, der ikke var arbejdsrelateret, men derimod havde privat karakter.

“For at undgå enhver tvivl, og samtidigt give mulighed for, at arbejdsgivere i denne helt særlige situation – hvor alle kræfter skal sættes ind på at bremse en pandemi – også kan dække udgifter af mere privat karakter, har Skattestyrelsen fået oplyst, at skatteministeren vil fremsætte lovforslag om en særlig skattefritagelse for arbejdsgiverbetalte Covid-19-tests. Mit klare budskab er derfor, at ingen medarbejdere skal frygte at blive beskattet af en coronatest, lyder det fra skattestyrelsen.

Det fremgår ikke om det lovforslag vil være med tilbagevirkende kraft for 2020, men det må man gå ud fra, da det i løbet af sidste år var særligt nødvendigt at teste medarbejdere og arbejdsgivere gentagende gange blev opfordret til netop det.