Stress, depression eller mental mistrivsel kan være et alvorligt problem på arbejdspladsen, uanset om det er dér, den er opstået. Og som ejer eller leder af en mindre virksomhed mærker man følgerne på mange måder.
Det kan være opgaver, der ikke udføres til tiden, kunder der føler sig oversete eller sygefravær, som giver problemer og måske endda udgifter til en afløser.
– En sygemelding går også ud over arbejdsglæden hos de andre ansatte, som skal overtage opgaver eller følge op hos kunder. Det skaber med andre ord ekstra opgaver for de øvrige medarbejdere, når en kollega er sygemeldt. Derfor er dygtig håndtering af eksempelvis stress en opgave, som ledere af små virksomheder skal have en grundlæggende forståelse af, forklarer direktør i Dansk Håndværk Morten Frihagen.
Det kan blive dyrt
Arbejdsgiverorganisationen tilbyder derfor ledere og medarbejdere hos medlemsvirksomhederne fire gratis gå-hjem møder, som SMVdanmark arrangerer i samarbejde med Velliv og Mandag Morgen.
– Håndværksmestre har svært at håndtere den type af problemer, fordi de ligger langt fra den faglige uddannelse og de ledelseserfaringer de normalt har. Men de fleste virksomheder oplever problemerne på et eller andet tidspunkt. Og det kan risikere at koste dem en god medarbejder, hvis de ikke griber problemerne rigtigt an, forklarer Morten Frihagen.
Gå-hjem møderne er derfor tænkt som inspiration for håndværksmestrene og deres medarbejdere, så de bliver mere opmærksomme på, hvornår der skal gribes ind, hvad de kan gøre og hvor de kan finde hjælp.
Dansk Håndværk har også udarbejdet fem gode råd, der kan hjælpe lederne, hvis de oplever at sygefraværet hos en medarbejder begynder at være ud over det normale.
De fem råd kan alle læse på Dansk Håndværk netside
——————————————
Yderligere oplysninger hos:
Morten Frihagen, direktør i Dansk Håndværk
Tlf./sms: 29 37 84 88, e-mail: mf@dhv.dk
Fem gode råd om sygefravær: https://dhv.dk/5-gode-raad-saadan-tackler-du-sygefravaer
Foto til fri brug med denne pressemeddelelse – klik for download