Efter de seneste dages øgede restriktioner genåbnes der nu for de generelle hjælpepakker fra foråret – gældende for hele landet.
Det betyder, at der åbnes bredt for kompensationsordningen for faste omkostninger og kompensationsordningen til selvstændige mv. Kravet for at få del i ordningerne er en omsætningsnedgang på 30 pct.
Hjælpepakkerne vil være åbne for hele landet og dermed ikke kun de kommuner, hvor der er skærpede restriktioner lige nu.
Fakta om hjælpepakkerne:
Kompensation for faste omkostninger:
- Alle virksomheder får adgang til den generelle kompensationsordning for faste omkostninger såsom husleje, hvis de har en omsætningsnedgang på minimum 30 pct.
- Virksomheder, der er tvangslukket og ingen omsætning har, kan få dækket 100 pct. af de faste omkostninger.
- Den simplere ”faste omkostninger light”, der ikke kræver revisorerklæring, udbredes ligeledes til hele landet.
Kompensation til selvstændige mv.:
- Selvstændige og freelancere kan få kompenseret 90 pct. af deres tab, dog maks. 23.000 kr. pr. måned.
- Selvstændige omfattet af forbud mod at holde åbent kan i perioden, hvor de er omfattet af forbuddet, få kompenseret 100 pct. af deres omsætningstab, dog maks 23.000 kr. pr. måned, hvis de ingen omsætning har i perioden.
- Kombinatører kan få dækket 90 pct. af deres tab, dog maks 20.000 kr. pr. måned.
- I den midlertidige kunststøtteordning dækkes op til 75 pct. af kunstnernes tab, dog maks. 23.000 kr. pr. måned.
Bemærk: Ændringer er sket her til morgen, så forklaring, tidsfrister og ansøgningsskemaer er endnu ikke opdateret på virksomhedsguiden.dk og de øvrige netsider, der viser mere om ordningen, men vi går ud fra at dette rettes til i løbet af dagen.