Kompensationen til selvstændige uden ansatte øges til 30.000 kr. og til 33.000 kr. til selvstændige med ansatte med tilbagevirkende kraft fra 9. december. Det har et bredt flertal i Folketinget besluttet.
Samtidigt sænkes kravet for hvor stor en omsætning selvstændige skal have for at få del i hjælpepakkerne fra 10.000 kr. om måneden til 8.000 kr. om måneden.
Aftalen forlænger desuden lønmodtagernes ret til sygedagpenge med to måneder og fastholder suspensionen af 225-timers reglen og dagpengeforbruget til og med 30. april.
– Det er ekstremt glædeligt, men også på sin plads, at et bredt flertal i Folketinget nu kommer de selvstændige til undsætning, initieret af Venstres beslutningsforslag. Vi har kæmpet i over 10 måneder for, at lønmodtagere og selvstændige bliver ligestillet, og nu sker det. Det er en kæmpe principiel sejr, lyder det fra Jakob Brandt, adm. direktør i SMVdanmark, som understreger, at det haster med at få hjælpen ud.
– Vi får dagligt henvendelser fra små selvstændige, der er voldsomt økonomisk pressede. Så det er en økonomisk håndsrækning, der falder på et meget tørt sted for mange, siger han, selv om han gerne havde set, at kompensationen gjaldt længere tilbage end fra d. 9. december.
– Krisen og kompensationspakker der ikke dækker 100 pct. har efterladt et kæmpe hul i de selvstændiges kasser. Der er fortsat behov for kompensation, der dækker en større del af udgifterne – bl.a. til løn. Men det er glædeligt, at politikerne nu indser, at de selvstændige ikke er blevet behandlet ligeværdigt med lønmodtagerne.
Du er også medlem af SMVdanmark
Som medlem af Dansk Håndværk er du automatisk også medlem af SMVdanmark, og du kan derfor også gratis benytte en række af de tilbud SMVdanmark stiller til rådighed. Du kan læse mere om mulighederne på SMVdanmarks netside her