“Hvis man skal være danmarksmester, så skal det virkelig også være i orden”

Ordene kommer fra Jan Christiansen, der er dommer ved SKILLS 2024 og formand for Dansk Håndværks Polstrersektion. Sammen med mange andre ser han frem til, at de dygtigste elever fra erhvervsuddannelserne demonstrerer deres skills og udfolder deres ypperste inden for deres respektive fagområder.

Det sker i dagene den 18.-20. april 2024, hvor Dyrskuepladsen i Roskilde udgør rammerne om den store begivenhed. Mange forskellige fagretninger er repræsenteret, og der er god grund til at lægge vejen forbi – ikke mindst hvis man vil opleve godt håndværk.

 – Det er altid en kæmpe autentisk oplevelse at se det fantastiske håndelag og se de unge brænde så intenst for faget. Det er de dygtigste elever fra erhvervsuddannelserne, der giver hinanden kamp til stregen, og der er noget på spil for den enkelte elev, der har øvet og øvet, og som brænder for sit fag helt ud i fingerspidserne, udtaler Jan Christiansen.

 Jan er blandt dommerne for møbelpolstrerne, og han tør godt garantere, at han finder falkeblikket frem på SKILLS.

 – Hvis man skal være danmarksmester, så skal det virkelig også være i orden, fastslår Jan.

Han håber samtidig, at mange besøgene vil lægge vejen forbi Dyrskuepladsen og bakke op om de dygtige EUD-elever og heppe – og ikke mindst selv få en på opleveren.

I videoen fortæller Jan Christiansen mere om SKILLS 2024.

Find mere information på https://skillsdenmark.dk