EU dropper kravet om efterisolering af 15 procent af bygningsmassen

– i stedet skal hvert land reducere bygningernes energiforbrug med samlet 20 procent inden 2035

Danske boligejere kan ånde lettet op. EU forhandlere blev på et møde i går aftes enige om at droppe kravet om at 15 procent af de dårligst isolerede boliger skulle efterisoleres, så de rykkede to energiklasser op inden for få år. I stedet er kravet om energiforbedringer nu lagt over på de enkelte medlemsstater, der skal reducere energiforbruget i boligmassen med 16 procent inden 2030 og 20 procent inden 2035, og det kan betyde en tilskudsordning i stil med den tidligere boligjobordning, lyder det fra Dansk Håndværk.

– Vi kender ikke alle detaljerne endnu, men de krav, man er enige om, er stadigt en stor opgave, som vil betyde, at håndværksvirksomhederne får travlt. Vi går ud fra, at det offentlige stadigt skal gå foran med efterisolering og renovering af deres bygninger. Men der skal også forbedres væsentligt på de private boliger. Jeg går ud fra, at det skal ske med en tilskudsordning frem for tvang, lyder det fra arbejdsgiverdirektøren.

Tilskudsordning må være på vej
Når EU kommissionen efter hårde forhandlinger i aftes blev nødt til at droppe kravet om tvangs-forbedringer af boligmassen, skyldes det først og fremmest modstand fra den tyske regering. Her ville man ikke stille så vidtgående krav til de private boligejere. Men det vil fortsat være en omfattende udfordring at nå det mål, man nu har vedtaget:

– Det er naturligvis godt for ejerne af de dårligste bygninger, at de ikke bliver tvunget til at bruge flere hundrede tusinde kroner på at energirenovere. Nu er det op til staten at beslutte, hvordan de vil opnå de aftalte besparelser indenfor en overskuelig årrække. Og det vil helt sikkert kræve, at politikerne kommer i gang med at gentænke en form for håndværkerfradrag, lyder det fra Morten Frihagen, der er direktør i Dansk Håndværk.

EU kommissionen havde oprindeligt foreslået at hvert land skulle sikre, at de 15 procent af de dårligst isolerede bygninger inden 2030 skulle renoveres, så deres energimærke rykkede mindst to klasser op. Men forhandlinger mellem kommissionen, EU parlamentet og de nationale regeringer i den seneste uge betød altså, at det krav nu er faldet bort og erstattet af et overordnet krav til hver enkelt medlemsstat.

———————————-

Yderligere oplysninger hos:
Morten Frihagen, direktør i Dansk Håndværk
Tlf./sms: 29 37 84 88, e-mail: mf@dhv.dk