Arbejdsgivere vil finde nye veje i kampen om medarbejderne

Hver femte virksomhed indenfor byggeriet mangler nu arbejdskraft. Det betyder, at der i stigende omfang bliver hentet arbejdskraft fra andre. Og det kan gøre ondt på især de små virksomheder, forklarer deres arbejdsgiverforening, der nu vil hjælpe virksomhederne med at finde ekstra arbejdskraft.

– Har virksomheden 200 ansatte, er der naturligvis altid udskiftning og en vis procentdel, der lader sig friste af andre jobs. Derfor har de også løbende et set-up, der sikrer at man hele tiden søger efter nye folk. Men i en lille virksomhed med eksempelvis 7 ansatte, gør det rigtigt ondt, når en medarbejder forsvinder og det er umuligt at finde nye ansatte, forklarer direktør i Dansk Håndværk Morten Frihagen.

Samarbejde om alternativer
Arbejdsgiverne er derfor i kontakt med Cabi, for finde nye veje, der hos nogen kan være med til at give de ekstra hænder, der mangler på byggepladserne og i værkstederne. Og samtidigt give håndværksmestrene råd om, hvordan de skal gribe ansættelserne an i praksis. Og hos Cabi, der er en selvstændig organisation under Beskæftigelsesministeriet, er eksperterne enige:

– For den tømrer- eller murermester, der mangler arbejdskraft, er det oplagt at prøve nye muligheder. En af metoderne er at rekruttere blandt ledige fra kanten af arbejdsmarkedet, hvilket mange virksomheder gør, forklarer Randi Hoffmann, der er chefkonsulent i Cabi.

– De bliver ofte værdifulde og loyale medarbejdere i en håndværksvirksomhed, fordi de kan tage fra og løse de opgaver, som gør, at den uddannede håndværker kan gå lige til det håndværksmæssige arbejde. Men det kræver, at mester i god tid afklarer med sine ansatte, hvilke opgaver, der kan flyttes og løses af andre, siger Randi Hoffmann, som også opfordrer håndværksmestrene til at gøre op med den traditionelle tankegang om at tænke i fuldtidsstillinger, men i stedet fokusere på, hvilke opgaver, der skal løses i virksomheden.

Fra kritik til konstruktiv dialog
Og hos medlemsvirksomhederne i Dansk Håndværk bruger nogle allerede den mulighed.

– Da man sidste forår for alvor gik i gang med den nye IGU ordning, fik vi en række henvendelser fra medlemmer, der opdagede, at det var alt for bureaukratisk for små virksomheder, at hjælpe flygtninge i gang via integrationsuddannelsen. Der blev lyttet til den kritik vi dengang bragte videre og mange af problemerne er blevet løst. Men det viser samtidigt at de små virksomheder gerne vil løfte et socialt ansvar. Det ligger i deres DNA, på samme måde som de gør, når de er primus motor i uddannelsen af de unge lærlinge, forklarer Morten Frihagen.

At arbejdsgiverdirektøren har ret, når har peger på at manglen på hænder i håndværksfagene er alvorlig dokumenteres af opgørelser fra Danmarks Statistik. 

De seneste tal for byggeriet viser, at hver femte virksomhed i branchen nu siger, at deres produktion begrænses af, at de mangler medarbejdere. Og en undersøgelse fra revisionsvirksomheden Deloitte viste at godt hver fjerde medarbejder i bygge- og anlægsbranchen sidste år var blevet kontaktet af en anden virksomhed med tilbud om nyt job.

——————————————-
Medier kan få yderligere oplysninger:
Morten Frihagen, direktør i Dansk Håndværk Tlf. og SMS: 29 37 84 88, e-mail: mf@dhv.dk
Foto til fri brug kan downloades fra www.dhv.dk under nyheder