15 timers gratis eksportrådgivning til SMV’ere

Som led i regeringens nye eksportpakke kan alle danske virksomheder fra i dag få 15 timers gratis COVID 19 akutrådgivning. For anden eksportrådgivning bliver prisen sat ned fra knapt 1000 kr. i timen til 250 kr. for SMV’er.

For medlemmer:
Hvordan har krisen påvirket jeres virksomhed.

Har i ordrer nok eller kniber det. Hjælp os ved at svare på 5 spørgsmål – det tager mindre end 1 minut.

Klik her – giv dine svar senest 6/6

– Små og nye eksportører har et stort behov for rådgivning, når de skal ud på nye markeder. Det er derfor en kæmpe håndsrækning, at Udenrigsministeriet fra nu af giver næsten 75 pct. rabat på rådgivningen til SMV’er. Spørgsmålet er dog, om der er kapacitet nok ude på ambassaderne til at møde den øgede efterspørgsel, især den fra små virksomheder, der har andre behov for assistance end de store, erfarne eksportører. Det kan blive et problem – og det må man tage højde for, forklarer Jens Kvorning fra SMVdanmark, som er godt tilfreds med det nye initiativ.

– Der er rigtigt gode nyheder i Udenrigsministeriets nye eksport- og investeringspakke. Det gælder især til SMV’erne, som for en gangs skyld bliver begunstiget ekstra i en erkendelse af, at det er dem, som er blevet hårdest ramt af Coronakrisen – og at det er dem, som især udenfor de store byer, skaber flest arbejdspladser for hver ekstra million kroner i eksport. Dem bliver der hårdt brug for i de kommende år, siger Jens Kvorning.