Forfatterarkiv: Poul

Nyt erhvervsgymnasium får ros fra arbejdsgivere

Regeringens plan om at oprette en ny erhvervsrettet gymnasieuddannelse får ros fra arbejdsgiverne i Dansk Håndværk – kun på et enkelt punkt nager tvivlen.

– Undervisningsministeren skal have stor ros for sin vilje til at styrke erhvervsuddannelserne. Planen om at lede en større del af hver ungdomsårgang i retningen af de faglige uddannelser er helt nødvendigt, og kombinationen med at gøre uddannelsen tilgængelig i alle egne af landet, fortjener et UG med kryds og slange, lyder det fra direktør i Dansk Håndværk Morten Frihagen.

Tvivl om et enkelt punkt
Kun på et enkelt punkt nager tvivlen hos arbejdsgiverne, som kan se at håndværksvirksomhederne de kommende 10 år kommer til at mangle op imod 80.000 faglærte medarbejdere.

– Når man sender langt flere – også af dem, der i dag selv ønsker at starte på en faglig uddannelse – over i en gymnasielignende uddannelse, så skal man være meget sikker på, at det ikke får endnu flere til alligevel at gå videre i en rent boglig retning. Sker det, kommer samfundet i alvorlige problemer, fordi vi i forvejen ser ind i et tiår, hvor der opstår katastrofal mangel på dygtige hænder. Så på det punkt skal politikerne være klare til at gribe ind, så den nye EPX-uddannelse ikke giver bagslag, advarer Morten Frihagen.

Tæt på de unge og virksomhederne
Unge skal kunne tage uddannelsen i alle egne af landet. Der afsættes 4,8 milliarder kroner til at implementere uddannelsen og fem milliarder til at drive den, når den er fuldt indfaset.

– Vi har i en årrække set, at de unge har fået længere og længere afstand til netop den faguddannelse de ønsker. Hvis den nye EPX fører til at unge kan finde uddannelsen tæt på deres bopæl – uanset om de vil være tømrer, bygningssmede eller mekanikere – så løser det et alvorligt problem for de unge og for de mange, små virksomheder i lokalområderne, der skal have dem som lærlinge efterfølgende, understreger Morten Frihagen.

——————————————————————————–
OVENSTÅENDE PRESSEMEDDELELSE FRA DANSK HÅNDVÆRK:
Yderligere oplysninger hos:
Morten Frihagen, direktør i Dansk Håndværk:
Tlf./sms: 29 37 84 88, e-mail: mf@dhv.dk
——————————————————————————–