Fra mester til mester: Vi har fokus på de individuelle løsninger

Hanne Elsner har stået i front for Fuglebjerg Kistefabrik siden 2003, hvor hendes far pludseligt døde, og hun arvede en tredjedel af virksomheden. De resterende to tredjedele købte hun sig til. Men Hanne Elsner producerer ikke bare kister. Hun er direktør for et farverigt og kreativt univers og drives af et vigtigt budskab omkring den sidste afsked – og så har hun selvfølgelig tre gode råd fra mester til mester.

Nu er det ikke hver dag, at man har brug for at forholde sig til kister. Heldigvis. Men når det så er sagt, så er Fuglebjerg Kistefabrik et besøg værd. Om ikke andet så et smut forbi deres hjemmeside. For hvis man tror, at en kistefabrik er et dystert sted, hvor den ene triste kiste efter den anden spyttes ud, så bliver man overrasket. Fuglebjerg Kistefabrik er et farverigt univers, hvor der er fokus på kreative og individuelle løsninger. Og det kan kvinden i front, Hanne Elsner, i høj grad tage æren for.

Hanne Elsner er uddannet hvidevaresælger og advokatsekretær, så det lå ikke lige til højrebenet, at hun skulle drive sin fars virksomhed videre, da hun hverken havde beskæftiget sig med håndværk eller ledelse. Alligevel skrev hun allerede dagen efter til alle bedemændene, at alt ville køre videre, som det plejede. Blot med hende ved bordenden.

Her kom det i den grad Hanne Elsner til gode, at hun altid har haft en stærk evne til at holde fast. En stædighed, der har været med til at drive både hende selv og Fuglebjerg Kistefabrik langt.

”Jeg giver ikke op. Det har jeg haft med mig, siden jeg blev født. Jeg har aldrig givet op,” konstaterer Hanne Elsner.

Tre gode råd fra mester til mester:

  1. Tænk fremad hele tiden – det er med til at sikre din virksomhed
  2. Være bevidst om økonomien. Er vi på rette spor? Man skal have styr på det.
  3. Giv aldrig op. Kæmp med alt, hvad du kan.

Vi kan noget andre ikke kan

Der er i alt 6 kistefabrikker i Danmark, hvor Fuglebjerg Kistefabrik sidder på ca. 40 % af markedet. Kistefabrikken har åbent 365 dage om året og 24 timer i døgnet Men det er ikke bare hvide kister, der kommer ud i den anden ende. For en kiste er ikke bare en kiste. I hvert fald ikke hos Fuglebjerg Kistefabrik. Her er der nemlig fokus på individuelle løsninger. Det er stadig primært den traditionelle, hvide kiste i mdf eller spån, der bliver produceret. Men efterspørgslen på farver og andre materialer er voksende.

”For fire år siden malede vi måske en farvet ting hver tredje måned, nu maler vi hvert fald 15 specialting om ugen. Det kan være kister eller urner. Vi har fx en medarbejder ansat til at håndmale tingene. Så der er sket en kæmpe udvikling i at personliggøre den store afsked,” fortæller Hanne Elsner. Sortimentet på kistefabrikken er dermed stort og byder bl.a. på urner af pap eller uld. Kisterne produceres i lige præcis den farve, man ønsker eller i andet end træ, fx pap eller bambus. På samtlige produkter er det muligt at få håndmalet særlige motiver eller mønstre.

”Og hvis der skal printes et billede af lille Fido på kisten, kan vi også det. Så vi kan noget, ingen andre kan,” konstaterer hun.

Arbejdsmiljøet er vigtigt

Det kan godt være, at Hanne Elsner ikke havde erfaring med ledelse, da hun overtog fabrikken i 2003. Men noget tyder på, at god ledelse er faldet hende naturligt. Hun har i hvert fald formået at skabe en arbejdsplads, som medarbejderne ikke forlader. I gennemsnit har de ansatte været hos Fuglebjerg Kistefabrik i 15-20 år. Og det handler ifølge Hanne Elsner om flere ting.

”Vi passer godt på vores medarbejdere og gør meget for, at alle trives, og at der er et godt kollegaskab. Fx er en coach kommet her igennem de sidste 6 år og har arbejdet med personlig udvikling og kommunikation med os alle. Vi laver mange sociale arrangementer. Vi spiser sammen, går i teateret, kører go-carts og den slags. Det er vigtigt for mig,” fortæller Hanne Elsner.

Samtidig er det også vigtigt for hende, at medarbejderne får og tager ansvar for deres egne opgaver. Det er nødvendigt, og samtidig gør det også deres arbejde sjovere:

”Jeg har ikke nogen værkfører, så jeg klarer det hele selv. Derfor er det også nødvendigt, at medarbejderne tager ansvar for deres egne områder og eget arbejde, men jeg tror også på, at det giver en god arbejdsplads, at de selv har stor indflydelse på deres dag. Også selvom det er en fabrik, de møder ind på,” konstaterer hun og forklarer, at alle også står for langt de fleste indkøb inden for deres eget område. Og så er der også hjælp at hente, hvis man som medarbejder har en svær periode:

”Vi er en familie. Hvis en har problemer – om det er arbejdsmæssigt, eller det er privat – så ved de, at de kan komme til mig, og at jeg hjælper dem,” afslutter hun.

Du har kun én chance

Da Hanne Elsners far overtog fabrikken i 1979, fulgte der 10 medarbejdere med og en produktion på 1.200 kister om året. I dag har Hanne Elsner 22 fuldtidsmedarbejdere og 5 i flexjob, der på årlig basis producerer 22.000 kister.

Det er rigtig mange kister. Men man fornemmer hurtigt, at Hanne Elsner ikke bare producerer kister på samlebånd, men at kvalitet betyder mindst lige så meget som kvantitet. For når vi taler om kister, så handler det om meget mere end den kasse, vi alle ender i. Det handler om den sidste afsked, der er af meget stor betydning for de pårørende. Det er meget vigtigt for hende at være med til at gøre en forskel.

”Jeg elsker min fabrik over alt på jorden, og vores arbejde er vigtigt. Du kan ikke gøre det om. Du har kun én chance med den sidste afsked. Når kisten er i jorden eller i ovnen, så er det for sent. Det betyder meget for mig at være med til at give de pårørende en mindeværdig dag,” fortæller hun.

Startdialogen.dk

I den sammenhæng har Hanne Elsner fået ideen til og igangsat projektet Startdialogen.dk, der er et værktøj, som gør det nemme at få talt om døden og de ønsker, man måtte have. Både i forhold til sin egen begravelse og som pårørende. Og det gerne inden, at sygdom og død rammer. For når det synes langt ude i fremtiden, er det noget nemmere at tale om. Samtidig ved man aldrig, hvornår det sker.

”Min far var jo kun 58, da han døde, og havde vi ikke haft en kistefabrik, så er jeg ikke sikker på, at jeg havde kendt hans ønsker, eller haft snakken. Og jeg kunne mærke, hvor vigtigt det var for mig, at jeg ikke gjorde noget forkert. At jeg vidste, at det jeg gjorde, var lige efter hans ønske,” fortæller hun.

Det har motiveret Hanne Elsner til at være med til at øge danskernes åbenhed om at tale om døden og nedbryde tabuet. Med projektet holder hun og andre ansatte foredrag til diverse arrangementer, bl.a. på folkeskoler, og de holder åbent hus på fabrikken, hvor besøgende kan blive klogere på, hvordan man kan starte dialogen om, hvad de selv og deres pårørende har af ønsker til den sidste afsked.

”Folk skal ikke bare sidde hjemme og skrive deres sidste vilje hele alene. Mange ældre vil jo ikke være til besvær, og så vælger de helst de ukendtes grav. Men måske har de pårørende et behov for at gå et sted hen. Man skal tage dialogen med hele familien, og det er vigtigt, at man gør det, inden man bliver syg og dårlig. Så er det langt nemmere at tale om,” konstaterer Hanne Elsner.

Vi skal hele tiden kigge ind i fremtiden

Også Fuglebjerg Kistefabrik blev ramt af de voldsomme prisstigninger, der fulgte i kølvandet på corona.

”Den største udfordring lige nu er, at træ er steget med 60 % siden corona. Og vi har energipriser, der fiser op og ned og dyr diesel. Jeg får et læs træ én gang om måneden, og det steg med dags varsel på 78.000 kr. Og når jeg ændrer priser her, så er det med en måneds varsel. Der skulle jeg godt nok holde tungen lige i munden,” fortæller Hanne Elsner.

Under normale tilstande ligger udfordringerne mere i at fremtidssikre virksomheden i et tempo, hvor alle kan følge med.

”Vi skal hele tiden tænke fremadrettet. Fx i forhold til miljø, bæredygtighed, farver og print. Vi har bambuskister og bambusurner, og vi prøver hele tiden at være med på det sidste nye. Samtidig skal virksomheden jo kunne følge med. For når vi opfinder noget her, så gør vi det selv. Det skal heller ikke være for omkostningsfyldt at lave et nyt produkt,” fortæller Hanne Elsner om den balancegang, det også er at lede virksomheden ind i fremtiden.

Tidligere artikler i serien Fra mester til mester

Henrik Staun, Byggefirmaet Staun
”Vi fokuserer på osten, ikke på hullerne”

Kirsten Abitz, Møbelværkstedet:
”Møbelpolstrer, er det ikke kun mænd i brune kitler med en cigar i munden?”

Benny Larsen, Bela-Byg A/S:
“Lærlingene holder os til ilden” 

Nick og Vivi Tygesen, N.T. Tømrer & Snedkerforretning:
”Vi læner os ikke tilbage og siger, at det er træls. Vi får tingene løst”

Brian Hovmand, Heto ApS:
”Vi fik først rigtig succes da jeg lærte at slippe ansvaret”

Tømrermester Niels Larsen:
“Det er ikke en dans på roser for tiden”

Snedkermester Michael Vogt:
“Det startede i forældrenes hønsehus”