Minister blåstempler at offentlig fond bruger 10 mio. for at udbetale 100.000 kr.

I et svar til Folketinget bekræfter beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen at Arbejdsmarkedets Fond for Udstationerede bruger omkring 10 mio. på ren administration – også selvom fonden kun udbetaler 100.000 kr. til dens egentlige formål.

Dermed blåstempler ministeren, at de penge, der opkræves fra erhvervslivet, smuldrer ud af fonden uden at nå deres egentlige formål, lyder det fra Dansk Håndværk.

Organisationen rejste kritikken efter at have gennemgået fondens regnskaber siden dens start. Gennemgangen viste blandt andet, at fonden i 2022 brugte 9,8 millioner på administration for at udbetale 100.000 kr. i erstatninger og at beløbet i 2023 var 9,6 millioner for at udbetale 200.000 kroner.

– At ministeren undgår at svare på spørgsmålet betyder reelt, at hun accepterer, at der bruges 100.000 kroner hver gang fonden skal udbetale en enkelt krone. Det er lidt forstemmende, at ministeren stiller sig tilfreds med at få to sætninger fra ATP, hvor de opremser, hvad millionerne bruges til. Det er ATP, der administrerer de voldsomme udgifter og opremsningen beskriver blot, hvad vi ved i forvejen. Det er politikerne, der gennem lovgivningen har ansvaret for fondens arbejde og at erhvervslivet er forpligtet til at indbetale til den. Derfor er det også ministerens ansvar, at tage hånd om at udgifterne har et rimeligt niveau, men det ønsker hun tydeligvis ikke, lyder det fra Dansk Håndværks direktør Morten Frihagen.

Siger god for beløbet
Sagen havnede på beskæftigelsesministerens bord, fordi folketingsmedlem Betina Kastbjerg fra Danmarksdemokraterne spurgte Ane Halsboe-Jørgensen om hun mente, at det var udtryk for en effektiv offentlig administration, når Arbejdsmarkedets Fond for Udstationerede (AFU) i 2022 brugte 9,8 millioner kr. på administration for at udbetale 100.000 kr. til de ansatte i to udenlandske virksomheder.

Ministeren godkender forholdene ved blot at svare folketingsmedlemmet: “Jeg har til brug for besvarelsen indhentet svarbidrag fra ATP, som oplyser: AFU har faste administrationsomkostninger, der er delvist uafhængige af aktivitetsniveauet i fonden. Omkostningerne dækker bl.a. håndtering af bidrag og udbetalinger, IT, rapportering og revision samt sagsbehandling og kundeservice. Heri indgår også omkostninger i forbindelse med AFU’s pligt til at forfølge krav i udlandet. De faste omkostninger har ligget på omtrent samme niveau siden AFU’s oprettelse. Jeg kan henholde mig til oplysningerne fra ATP.”

Vil vende tilbage til sagen
Men hos arbejdsgiverne i Dansk Håndværk, ser man ikke sagen som afsluttet:

– Næste gang regeringen har svært ved at finde penge til en erhvervsordning eller er nødt til at skære i et tilskud, er jeg ret sikker på, at vi kan henvise til et område, hvor det vil være let at finde de første millioner – så jeg regner med, at vi med mellemrum vender tilbage til denne sag, lyder det fra Morten Frihagen.

——————————————————————————–
OVENSTÅENDE PRESSEMEDDELELSE FRA DANSK HÅNDVÆRK:
Yderligere oplysninger hos:
Morten Frihagen, direktør i Dansk Håndværk
Tlf./sms: 29 37 84 88, e-mail: mf@dhv.dk

Links til:
Tidligere omtale af sagen: https://dhv.dk/offentlig-fond-bruger-nu-kun-96-millioner-paa-administration-for-at-udbetale-200-000-kr/
Første omtale efter gennemgang af regnskab: https://dhv.dk/her-ruller-erhvervslivets-millionerne-til-ren-administration/
Ministerens svar til Folketingets beskæftigelsesudvalg / Betina Kastbjerg: https://www.ft.dk/samling/20231/almdel/beu/spm/278/svar/2049882/2869263/index.htm