Medlemsvirksomheden N.T. Tømrer & Snedkerforretning ApS blev etableret i 2007 umiddelbart inden, at finanskrisen buldrede derudad. Men det stoppede ikke Nick Tygesen i at oprette sit eget cvr-nr. For han har altid vidst, at han gerne vil være selvstændig. Og hans hustru har været med hele vejen.
N.T. Tømrer & Snedkerforretning har adresse i Sønderjylland og drives af parret Nick og Vivi Tygesen. Nick Tygesen havde inden da indgået en aftale med sin mester om at overtage hans materiel, når han gik på pension og med det fulgte også to lærlinge og en svend. Virksomheden er vokset stødt gennem årene og er nu oppe på i alt 45 medarbejdere. Og det til trods for, at det har været svært at rekruttere de sidste par år.
”Generelt er vi hvert år vokset med 2-3 mand og er nu i alt 45. De sidste to år har vi ikke fået nogle folk, men det er fordi, der ikke har været nogen at få. Men ellers er vi altid blevet flere,” fortæller Nick Tygesen.
Udover at de gennem årene er vokset i medarbejderantal, så er viften af tilbud også vokset.
”Vi laver mange forskellige ting. Vi laver både nye huse, vi laver industri, vi laver pavilloner – ja, vi laver faktisk lidt af det hele. Vi har med andre ord flere ben at stå på,” forklarer Nick Tygesen og peger på, at det nok også er en af grundene til den konstante vækst. Der er altid noget at byde på.
Men der er også en anden god forklaring på væksten:
”Vi laver vores ting ordentligt. Og er noget forkert, så laver vi det om, og så har vi et rigtig godt samarbejde internt med masser af gode folk. Det er alfa omega. Hvis du ikke har det, så kan du ingenting,” konstaterer Vivi Tygesen.
Fire råd fra mester til mester:1. Ha’ styr på dine ting 2. Ha’ en kritisk men fornuftig tilgang til tingene 3. Hvis du vil vækste, skal du kunne give ansvar fra dig 4. Forventningsafstem med kunden hver gang |
At have lærlinge er en oplagt rekrutteringskanal
I øjeblikket har virksomheden ni lærlinge, og lærlinge har der altid været plads til:
”Vi har haft lærlinge fra dag 1. Og antallet af lærlinge er selvfølgelig steget i takt med, at vi er vokset. Jo flere folk, jo flere lærlinge er der også blevet plads til, at vi kunne tage,” fortæller Vivi Tygesen og sætter spot på en anden rigtig god grund til at have lærlinge:
”De sidste par år, hvor man ikke har kunnet få folk, har det jo været endnu mere tydeligt, hvorfor man skal have lærlinge. Man oplærer jo på den måde sin egen arbejdskraft, for mange af dem bliver ansat efter, at svendebrevet er i hus,” konstaterer hun og fortsætter med endnu en vigtig pointe:
”Ved at give lærlingene en god uddannelse er virksomheden også med til at løfte branchens ry. Vi er jo med til at forbedre image omkring håndværket, når vi tilbyder en god arbejdsplads. Vi får altid rigtig mange ansøgninger til vores lærlingeopslag.”
Udfordringer har vi ikke nogen af
Til spørgsmålet om, hvilke udfordringer der følger med det at drive egen virksomhed, bliver de begge først lidt stille. For udfordringer er vist ikke noget, man hænger sig så meget i hos dem.
”De sidste par år har det da været frustrerende, at vi ikke har kunnet få alle de folk, vi gerne ville have,” konstaterer Vivi Tygesen, og Nick supplerer:
”Vi har vækstet og var klar i vores set up og administration til at kunne håndtere have flere folk. Men vi har ikke kunnet få dem, og derfor er vi blevet nødt til at sige nej til en masse opgaver. I stedet for at presse for meget ind på for få folk”.
Men det er ikke noget, der får lov til at fylde som en udfordring, forklarer Vivi Tygesen:
”Vi læner os ikke tilbage og siger, at det er træls. Så kigger vi en anden vej hen og får tingene løst. Vi prøver ikke at hænge fast.”
Vi strækker os altid langt
Det er formentlig en god grundindstilling at have, for når man har egen virksomhed, vil der altid være svære sager og bump på vejen. Bl.a. hvis der opstår en konflikt med en kunde:
”De mest trælse sager er, hvis der opstår uenighed med en kunde. Men vi strækker os faktisk altid rigtig langt, før vi siger stop. Vi vil hellere ofre lidt penge og få det afsluttet godt,” fortæller Nick Tygesen.
Og Vivi Tygesen supplerer: ”Dialog er vejen frem. Du må ikke være konfliktsky. Det har en ret stor prioritet for os, at vi får en hurtig afklaring på den slags sager. For det gavner ikke nogen at gå rundt med det for længe, så vi er meget ærekær og vil have det afsluttet hurtigt. Vi går meget op i, at kunderne er tilfredse.”
Artikelserie: Fra mester til mester”Vi fik først rigtig succes da jeg lærte at slippe ansvaret” |