SMVdanmark lancerer ny lånemulighed

SMVdanmark lancerede i sidste uge et nyt initiativ – SMVerhvervslån – lån mellem virksomheder.

De konkrete muligheder i tilbuddet kan du læse mere om i denne artikel og du kan se mere om fakta, muligheder og krav i denne oversigt.

Det var organisationens formand Niels Techen, der også er formand for Dansk Håndværk, som på organisationens repræsentantskabsmøde præsenterede den nye mulighed.

– Den går ud på, at vores medlemmer med formue kan låne ud til medlemmer, der har brug for lån – uden om banken, men via en digital platform, forklarede han blandt andet.

SMVdanmark og andre har længe gjort opmærksom på udfordringerne for SMV’er, når de skal skaffe kapital til vækst. Løsningen kan være SMVerhvervslån, som blev lanceret på årsmødet. Foto: SMVdanmark.

– Et grundlæggende vilkår for at kunne udvikle sin virksomhed er, at man kan skaffe finansiering til at føre sine idéer ud i livet. Og her må jeg blot konstatere, at bankerne ikke altid er fair over for SMV’erne. Hverken i forhold til at ville låne os penge eller de vilkår, de byder os. Og skulle man mod alle forventninger have overskud, så koster det ligefrem penge at sætte penge i banken.”

– I dag præsenterer SMVdanmarks nyeste initiativ SMVerhvervslån – lån mellem virksomheder. Kort sagt går det ud på, at vores medlemmer med formue kan låne ud til medlemmer, der har brug for lån – uden om banken, men via en digital platform. Ligesom airbnb gør det for overnatninger,” sagde Niels Techen og fremhævede, at det koncept der ligger bag SMVerhvervslån endnu ikke er slået igennem i Danmark, men at det er det ude i verden og at det kommer.

– Hvis vi tager et kig på England, så er den fjerdestørste erhvervsbank en digital crowdlending portal, der årligt formidler lån for over 1 mia. pund. I Danmark er denne type lån kun i sin spæde begyndelse. Men der er ingen tvivl om, at dette bliver en del af den digitale fremtid. SMVdanmark har taget denne mulighed til sig og indgået et partnerskab med en troværdig og myndighedsgodkendt crowdlending platform, der hedder Flex Funding, forklarede Niels Techen.

– Gevinsten for SMVdanmarks medlemmer er bedre vilkår for finansiering, og at en del af overskuddet fra SMVerhvervslån vil blive sendt tilbage til de medlemmer, der bruger det. Ligesom dividende i Brugsen, sagde Niels Techen, der senere på dagen blev genvalgt som formand for SMVdanmark.

Du vil kunne læse mere og finde information om SMVerhvervslån her på netsiden i dagene lige inden Kristi Himmelfartsdag den 30. maj.