Lærlingenes Hus er blandt tre finalister til Projektudviklingsprisen 2024

Lærlingenes Hus på Bornholm er blandt finalisterne til dette års Building Awards 2024 i kategorien Projektudviklingsprisen.

Projektudviklingsprisen anerkender en virksomhed, der har skabt et enestående projekt eller område, som udstråler innovation, arkitektonisk kvalitet og bæredygtighed. Prisen hylder projekter, der ikke blot bygger, men transformerer og beriger deres omgivelser.

Det er med glæde og stolthed, at vi i Dansk Håndværk har fået beskeden om, at Dansk Håndværks projekt  “Lærlingenes Hus” er blandt de tre finalister.

Lærlingenes Hus har vist, hvordan et tværfagligt samarbejde baseret på respekt, åbenhed og effektiv kommunikation kan føre til gode resultater i byggebranchen. Projektet har yderligere resulteret i udviklingen af det tværfaglige samarbejdsværktøj kaldet ”Kort & Godt-metoden”.

– Først og fremmest er vi i Dansk Håndværk stolte og glade på vegne af de 26 lærlinge, de 24 arkitektstuderende og de erhvervsskoler, medlemsvirksomheder og samarbejdspartnere, der på forskellig vis har bidraget til det projekt, der nu er nomineret til Projektudviklingsprisen,” udtaler direktør i Dansk Håndværk Morten Frihagen.

Projektudviklingsprisen

I projektperioden gennemgik det gamle bindingsværkshus fra 1847 i Allinge en omfattende restaurering udført af de 26 lærlinge fra forskellige faguddannelser og fra hele landet. Ønsket om at gøre noget for det danske håndværk var grundstenen for projektet, herunder at styrke samarbejdet på tværs af fag og at inspirere og motivere nye generationer til at tage en håndværksmæssig uddannelse.

Huset fungerer fortsat som formidlingscenter og inspirationshus for virksomheder, lærlinge og relevante faguddannelser og foreninger med fokus på godt håndværk, håndværksværktraditioner, cirkulær økonomi, bæredygtige materialer og styrken og muligheder ved at renovere frem for at rive ned og bygge nyt. Samtidig har medlemmer i Dansk Håndværk adgang til at benytte huset til egne og virksomhedsaktiviteter.

Nu er vi spændte på det videre forløb og afventer Building Awards jury.

Building Awards bliver afholdt af Licitationen – Byggeriets Dagblad, der siden 1908 har leveret nyheder til alle i bygge- og anlægsbranchen. Building Awards 2024 bliver afholdt på The Plant den 21. november 2024.

Læs mere op Projektudviklingsprisen

Læs mere om Lærlingenes Hus