Håndværkere får Hotline-hjælp til nye regler

Fredag trådte de nye regler om persondata i kraft. Alligevel lurer usikkerheden stadigt hos mange virksomheder.

Men i håndværksbranchen kan mester stadigt få hjælp, hvis han kommer i tvivl.

Dansk Håndværk tilbyder nemlig små og mellemstore virksomheder indenfor håndværk, byggeri og træindustri en hotline, hvor de med det samme får svar om de nye regler.

– Selv om loven er trådt i kraft, ved vi at der stadigt er mange ting, de små virksomheder er usikre overfor. Der kan opstå tvivl, når administrationen eller bogholderiet skal i gang med en opgave, man ikke lige havde fået tænkt med i planlægningen. Så kommer de i tvivl om, om de skal gøre det på den ene eller anden måde, forklarer direktør i Dansk Håndværk, Morten Frihagen.

Arbejdsgiverne har derfor allieret sig med et advokatfirma, der er specialister i de nye regler. De er hver dag frem til den 8. juli klar ved telefonen, for at hjælpe de mindre virksomheder.

– Vi ved godt, at der også efter den 8. juni  vil opstå nye spørgsmål. Men med tilbuddet om en hotline tager vi lige toppen af presset, så alle kan få et hurtigt svar. Efter den tid vil vores egne jurister naturligvis hjælpe medlemmerne, siger Morten Frihagen.

Hotline-ordningen varetages af Skau Reipurth & Partnere, har gennemført en række kurser i persondataret for netop de mindre og mellemstore håndværksvirksomheder.

FAKTA
Det spørger de om:
Hvad er en databehandleraftale
Hvordan beskyttes følsomme personoplysninger
Hvilke dokumentationskrav skal virksomheden opfylde
Hvornår skal jeg anmelde til Datatilsynet

——————————————

Yderligere oplysninger hos:
Morten Frihagen, direktør i Dansk Håndværk
Tlf./sms: 29 37 84 88, e-mail: mf@dhv.dk