Grønne fag skal ud på samtlige erhvervsskoler

Regeringen vil med et nyt udspil forsøge at få flere unge til at søge erhvervsuddannelserne. Det skal ske ved at give skolerne flere penge, så de kan investere i tidssvarende og grønt udstyr og sikre lærerkompetencer med opdateret viden. Det afsættes der 300 millioner til over de næste fire år, samtidigt med at der udpeges tre klimaerhvervsskoler, hvoraf kun den ene vedrører byggefagene.

Men udspillet får en blandet modtagelse hos arbejdsgiverne for de håndværkere, der dels skal sikre de unge en læreplads og efterfølgende ansætte dem, når de er færdiguddannede.

– Det er fint, at man vil opgradere erhvervsskolerne, det har været tiltrængt længe. Men i de kommende år, vil der – sådan som ministeriet også selv påpeger – komme til at mangle 70.000 faglærte. Ikke kun indenfor håndværksfagenes grønne arbejdsområder, men fordel ud over alle byggeopgaver: Renovering, nybyggeri, istandsættelser o.s.v. Altså også de opgaver, der ikke er en konsekvens af klimaomstillingen. Derfor er det ikke nok blot at trække de unge væk fra de eksisterende fagområder og flytte dem over på nye, grønne fag, siger direktør i Dansk Håndværk Morten Frihagen.

Direktøren henviser til at undervisningsministeren vil udpege tre klimaerhvervsskoler, der skal sikre, at uddannelserne er på forkant med den grønne omstilling.

– Naturligvis trækker de grønne håndværksopgaver hos en gruppe af de unge. Men at starte forsøg med at omstille uddannelserne på et tidspunkt, hvor byggeriet umiddelbart står overfor en gigantisk udfordring med klimarenovering af vores eksisterende bygningsmasse samtidigt med, at vi kommer til at mangle 70.000 faguddannede, må siges at være noget af en tidsmæssig satsning. Brug pengene – og meget gerne langt flere – på en generel opgradering af skoler og lærekræfter. Gerne med vægt på ny klimaviden og tilsvarende udstyr, så den nye viden kommer i spil på samtlige erhvervsskoler, men hold igen med eksperimenter i en periode, hvor vi kommer til at mangle så mange medarbejdere, lyder det fra Morten Frihagen.

——————————————————————————–
OVENSTÅENDE ER EN PRESSEMEDDELELSE FRA DANSK HÅNDVÆRK
Yderligere oplysninger hos:
Morten Frihagen, direktør i Dansk Håndværk
Tlf./sms: 29 37 84 88, e-mail: mf@dhv.dk