Elpriserne er på himmelflugt, fordi vi bruger mere og mere strøm. Det belaster både produktionen og i elnettet og gør det unødigt dyrt at bruge elvarme i boligen.
Derfor må der sættes ind med vejledning til boligejerne, så de ikke blot skifter fra gas- og oliefyr til elvarme, men samtidigt bruger den mulighed for tilskud til energiforbedringer, som staten stiller til rådighed, mener Dansk Håndværk.
– Sidste år fik boligejere tilskud, hvis de skiftede olie- eller gasfyret ud med en varmepumpe, men det betyder nu at elforbruget stiger. Boligejerne kunne også få tilskud til at energirenovere bygninger med de dårligste energimærker. Men det tilskud levede en usynlig tilværelse. Der blev kun ansøgt om en tredjedel af de 100 millioner, der var i til rådighed i puljen, forklarer direktør i Dansk Håndværk Morten Frihagen.
Her har energivejlederne en opgave. For ganske vist er det fint at spare ved at skifte til en varmepumpe. Men det ville være bedre, hvis man samtidigt sænkede boligens energiforbrug, lyder argumentet.
Gamle huse sluger energi
– Vores bygninger står for næsten 40 procent af Danmarks samlede energiforbrug og godt 20 procent af co2-udledningen. Det er den gamle bygningsmasse, der er problemet. Først og fremmest bygninger, der er opført før 1980 eller omkring 65 procent af alle bygninger i Danmark. Så det er her løsningen på de høje elpriser og de virkelige klimaforbedringerne skal findes, påpeger arbejdsgiverdirektøren.
Han opfordrer derfor til, at energivejlederne får bedre mulighed for at få kontakt med de boligejere, der har størst glæde af et tilskud. Konkret foreslår han, at det offentlig sender digital post direkte til ejerne af de boliger, der har det dårligste energimærker. De skal gøres opmærksom på, at de kan få rådgivning om energiforbedringer og tilskud til det efterfølgende arbejde.
Gør reklame for tilskuddet
– Vi ved hvilke boliger, der belaster vores energiforsyning og klima. Vi ved også, at det er en god forretning for boligejerne at få rådgivning om, hvor der skal sættes ind. Og vi ved, at hvis vi ikke får det arbejde i gang, så vil problemerne med elproduktion, ledningsnet og høje elpriser stige i de kommende år, mener Morten Frihagen.
Tilskudspuljen til energiforbedring åbner igen i foråret med 400 millioner i puljen. Men ifølge Dansk Håndværk haster det med at komme i gang, hvis energivejledere og håndværkere skal nå at gennemgå de mange bygninger og beskrive det præcise arbejde, så boligejeren er klar til at søge om tilskud om nogle måneder.
———————————-
Yderligere oplysninger hos:
Morten Frihagen, direktør i Dansk Håndværk
Tlf./sms: 29 37 84 88, e-mail: mf@dhv.dk
———————————-