Arbejdstilsynet har skærpet reglerne om arbejde med asbest

Arbejdstilsynet har i løbet af sommerferien pludseligt ændret kravene i forbindelse med nedrivning af asbestholdige bølgeeternittage. Det sker mens virksomhederne arbejder på højtryk hos tusindvis at danskere, der ønsker at få udskiftet tagplader, før de kommende krav om autorisation træder i kraft ved årsskiftet, oplyser Dansk Håndværk.

– Ændringen betyder, at arbejdet ikke længere kan udføres som arbejde med lavt støv-niveau, medmindre virksomheden ligefrem med konkrete målinger kan dokumentere, at det ikke er nødvendigt. Det betyder at arbejdet nu som altovervejende hovedregel skal anmeldes til arbejdstilsynet ligesom arbejdsgiver skal sikre, at en række krav om brug af værnemidler, baderum og registrering i den krævede protokol over arbejdet bliver opfyldt, forklarer Dansk Håndværks chefjurist Susanne Oldenburg, som understreger at kravene glæder uanset om bølgetagpladerne er ubeskadigede og ikke knækker under nedrivningen.

Vil gøre arbejdet dyrere
Skærpelsen kommer som konsekvens af resultater i et projekt om luftmålinger af asbeststøv, som Arbejdstilsynet har gennemført. Det betyder, at man som arbejdsgiver skal gå ud fra, at det ved nedrivning af asbestholdige bølgetage blandt andet er nødvendigt, at bruge åndedrætsværn under arbejdet for at overholde grænseværdien. Desuden skal der være adgang til to omklædningsrum adskilt af et baderum. Dermed vil de nye krav kan have konsekvens for omkostningerne ved de mange opgaver, der allerede er i gang eller planlægges rundt om i landet.

– Ændringen betyder også at arbejdet nu er omfattet af lovgivningens krav om, at det skal anmeldes til arbejdstilsynet og at arbejdsgiveren skal registrere de ansatte i den krævede protokol, når de arbejder med nedrivning eller nedtagning af asbestholdige bølgeeternittage, understreger chefjuristen.

Andre opgaver påvirkes også
Arbejdstilsynet skriver i deres oplysninger om ændringen, at hvis man som arbejdsgiver vurderer, at et konkret arbejde med nedrivning af asbestholdige bølgeplader kan udføres som et asbestarbejde med lavt støvniveau, skal arbejdsgiveren kunne begrunde det, f.eks. ved målinger. Samtidigt viser resultaterne af Arbejdstilsynets undersøgelse også, at der under fjernelse af asbestholdige facadeplader og fjernelse af rør med forseglet asbestholdig isolering kan forekomme et asbest-niveau, der er højere end grænseværdien.

– Skærpelsen af kravene til det konkrete arbejde ændrer ikke på de kommende regler om en autorisations-ordningen for nedrivning af asbestholdigt materiale. Det krav betyder stadigt, at nedrivning af f.eks. asbestholdige bølgetage efter den 1. januar 2025 kun må udføres af autoriserede virksomheder, understreger Dansk Håndværk.

——————————————
OVENSTÅENDE PRESSEMEDDELELSE FRA DANSK HÅNDVÆRK:
Yderligere oplysninger hos:
Susanne Oldenburg, Chefjurist i Dansk Håndværk
Tlf: 32630470 E-mail: swo@dhv.dk