På det danske arbejdsmarked findes en gruppe medarbejdere, der falder under kategorien ”særligt beskyttede medarbejdere”. Der er der tale om grupper af medarbejdere, som en arbejdsgiver ikke uden videre kan opsige i forlængelse af ledelsesretten. Hensynet er at beskytte grupper, der ellers kan være særligt udsatte på arbejdsmarkedet mod usaglig opsigelse.
Grupperne er først og fremmest beskyttet i ligebehandlingsloven, forskelsbehandlingsloven, og ligelønsloven. Medarbejdere, der er beskyttet, vil være omfattet af en eller flere af følgende: punkter:
- Fertilitetsbehandling.
- Graviditet.
- Barsels- og forældreorlov.
- Køn.
- Handicap herunder fleksjobbere.
- Seksuel orientering.
- Race og etnisk oprindelse.
- Hudfarve.
- Alder.
- Religion og tro.
- Arbejdsmiljørepræsentanter.
- Tillidsrepræsentanter.
- Medarbejdere med 25 års anciennitet eller mere.
Risiko for usaglig opsigelse
Dansk Håndværks medlemsvirksomheder kan være i særlig risiko for sager om usaglig opsigelse af disse grupper, da branchen kendetegnes af omskifteligt behov for ansættelser grundet eks. pludselig opstået ordrenedgang og meget korte opsigelsesvarsler.
I sager, der omhandler usaglig opsigelse, vil der som udgangspunkt anvendes en såkaldt omvendt bevisbyrde-regel. Det betyder, at virksomheden skal kunne bevise, at medarbejderens opsigelse ikke hænger sammen med de forhold, der er listet ovenfor. Denne bevisbyrde er i praksis særlig svær at løfte.
Godtgørelsesniveauet for brud på ligebehandlingsloven og forskelsbehandlingsloven kan efter lovgivning takseres med en godtgørelse på op til 12 måneders løn, men vil i praksis typisk lande på en godtgørelse svarende til 6-9 måneders løn. Dette gør sager om usaglig opsigelse særligt dyre for små og mellemstore virksomheder, og fodfejl i opsigelsesprocessen kan i yderste konsekvens betyde konkurs for små håndværksvirksomheder.
Dansk Håndværk vil derfor i det næste stykke tid stille skarpt på de forskellige medarbejdergrupper, og hvad du skal være særligt opmærksom på som arbejdsgiver.
Har du medarbejdere, der er omfattet af et eller flere forhold på listen ovenfor, skal du være ekstra påpasselig, før du tager ansættelsesretlige skridt. I Dansk Håndværk vil vi opfordre dig til at kontakte vores juridiske team, inden en eventuel afskedigelse.