Få op til 500.000 i tilskud til bedre arbejdsmiljø

For eksempel til autoriseret arbejdsmiljørådgivning, afprøvning hjælpemidler, der forbedre arbejdsmiljøet ved f.eks. tunge løft, eller sundhedsfremme ved fysisk træning på arbejdet.

Arbejdstilsynet administrerer puljen, der åbnede for ansøgninger 29. marts. Små virksomheder med max. 50 ansatte kan søge.

Formål
Puljen skal medvirke til at forebygge, at ansatte på private virksomheder med maksimalt 50 ansatte nedslides fysisk eller psykisk eller kommer ud for arbejdsulykker og at fremme ansattes sundhed ved fysisk træning på arbejdet.

Ordningens indhold
Der vil kunne søges om støtte til autoriseret arbejdsmiljørådgivning, hvor rådgivningen tilpasses den enkelte virksomheds behov, og f.eks. kan bestå i hjælp til, at virksomheden får kortlagt behov i forhold til aktuelle fysiske og psykiske arbejdsmiljøproblemer.

Der kan herudover søges om støtte til sundhedsfremme i form af fysisk træning på arbejdet samt leje og afprøvning af tekniske hjælpemidler i driften, som kan forbedre det ergonomiske arbejdsmiljø, fx lette tunge løft, samt reducere risici for arbejdsulykker.

Nemt og u-bureaukratisk
Der uddeles midler efter et først-til-mølle-princip til alle projekter, som opfylder betingelserne for at få tilskud. Der vil kunne søges løbende, så det er nemt for de små virksomheder. Virksomhederne vil kunne få tilskud til konsulentbistand til udfyldelse af ansøgningsskema og afrapportering af projekter. På Arbejdstilsynets hjemmeside vil ansøgerne kunne tilgå vejledningsmateriale, ansøgningsskemaer og eksempler på støtteværdige indsatser og aktiviteter. Der etableres et sekretariat i Arbejdstilsynet, og medarbejderne i sekretariatet vil kunne bistå med svar på spørgsmål fra virksomheder og rådgivere.

Støtteberettigede udgifter
Ansøgere kan maksimalt modtage 500.000 kr. i støtte pr. projekt, og der gives tilskud til 80 procent af de afholdte tilskudsberettigede udgifter. Dog skal EU’s regler om de minimis støtte være overholdt. Der gives kun tilskud til eksterne konsulenter/rådgivere og ikke tilskud til virksomhedens interne rådgivere eller øvrige lønudgifter.

Ansøgning – hvem, hvad, hvor og hvornår

  • Små virksomheder med max. 50 ansatte kan søge.
  • Arbejdstilsynet modtager ansøgninger fra 29. marts 2021.
  • På Arbejdstilsynets hjemmeside vil der inden da blive oprettet temasider, hvor man vil kunne læse nærmere om ordningen, om hvor og hvordan man ansøger, og hvilke krav der stilles til gennemførelse af projekter, aflæggelse af regnskab, afrapportering m.m.

Du kan læse mere om puljen samt ansøge på denne side hos arbejdstilsynet