Dansk Håndværks direktør, Morten Frihagen, kunne fredag på Folkemødet lægge op til præsentation af de vinderforslag fra arkitektstuderende, der skal danne grundlag for den videre udvikling af Lærlingenes Hus.
De 21 arkitektstuderende fra studielinjen Kulturarv, Transformation og Restaurering leverede i alt 18 flotte projektforslag. Det gav et omfattende og inspirerende idekatalog til hvad der i fremtiden skal ske med Lærlingenes Hus. Alt fra nænsomme bearbejdninger til radikale transformationer har givet et bredt og kvalificeret grundlag at vælge fra.
På Folkemødet fremviste arkitektstuderende deres skitser til, hvordan man kan restaurere det gamle hus fra 1887 med respekt for det gode håndværk. Video fra SMVdanmark.
Alle projekter indeholder elementer der vil inspirere og kvalificere det videre arbejde med det eksisterende hus og de nye omkringliggende bygninger.
Selv om det var vanskeligt, var opgaven for dommerkomiteen at snævre de 18 forslag ind til blot 3 projekter, der nu skal at arbejdes videre med. Og vinderne blev:
De vandt i konkurrencen om de bedste forslag:
Nr. 3 – Caroline Crüger Ahm
- Carolines projekt indeholder tre bygninger. Et hovedhus, et værksted og et hus til opbevaring af materialer.
- Det eksisterende hus bearbejdes på en pragmatisk måde hvor originale og nyere bygningselementer får lov til at fremtræde som de er og dermed fortælle om bygningens udvikling over tid.
- Der er skabt en fin balance mellem bygningerne med nem adgang fra hovedhus til værksted.
- Værkstedet er centralt placeret, og fanger straks ens opmærksomhed. Det er værkstedet som alle håndværkere drømmer om – rummet, detaljerne og udsigten inspirerer til udfoldelse – og ikke mindst til – at lave noget godt håndværk.
- Hovedhuset er veldisponeret med en god rumvirkning fra gulv til kip. Bygningernes placeringer skaber en naturlig samhørighed.
- Projektet favner mange forskellige håndværksfag og materialer, der skaber et spændende samspil.
- Projektet udvælges på grund af den overbevisende organisering, det overdækkede uderum og den fine nyfortolkning af den traditionelle byggeskik.
Nr. 2 – Rasmus Wieleman
- Rasmus har leveret et gennemarbejdet projekt, der imponerer. Det vidner om omhyggelighed – noget vi i Dansk Håndværk er ret vilde med.
- Det eksisterende hus foreslås ført tilbage til de syv fag som bygningen havde ved opførelsen i 1887.
- Rasmus har lavet en bygning med blikfang der på en fin måde afgrænser vejen op til hovedhuset, og som har en indgang nede ved parkeringspladsen der indbyder det omkringliggende samfund til at kigge ind.
- Trappen i midten af lokalet er måske lidt kontroversiel – men så alligevel ikke. For unge mennesker sidder på trapper. Her snakker og hygger de sig. Det er med andre ord et samlingspunkt, og løser på elegant vis niveauforskellen.
- Hovedhuset og sovehuset er veldisponeret. Det er også et projekt som favner mange forskellige håndværksfag.
- Projektet udvælges på grund af det overbevisende hovedgreb og den stærke relation til omgivelserne.
Nr. 1 – Mia Baltzer
- Mia har med placeringen af tre bygninger skabt et sted, der udstråler ro og harmoni.
- Bygningerne vækker nysgerrighed, fordi de skiller sig ud i området på en sofistikeret måde. De vil utvivlsomt pryde omgivelserne.
- Det eksisterende hus foreslås ført tilbage til de syv fag bygningen havde ved opførelsen i 1887.
- Bygningerne er stilrene og har et elegant og naturligt samspil, der skaber et fortryllende gårdrum, som indbyder til fordybelse.
- I værkstedet er der kræset for detaljerne. Det er inspirerende for dem som skal arbejde med håndværket. Og det har en fantastisk virkning, at rummet kan åbnes op ud mod gårdrummet.
- Også dette projekt favner mange forskellige håndværksfag. Vi er derfor sikre på, at selv den bedste lærling også vil blive udfordre her.
- Projektet udvælges på grund af det fine gårdrum, den karakterfulde struktur og de enkle og smukke tilbygninger.
Skitser til Lærlingenes Hus
Dansk Håndværk holdt deres event lørdag morgen i Læærlingenes Hus i Tejn, lidt uden for Allinge.
En række nyskabende og kreative arkitektstuderende fremviste deres bud på, hvordan man kan omforme det gamle og nedslidte hus til et multifunktionelt undervisingshus til eksempelvis folkeskoleelever.
———————————————-
FAKTABOKS:
- Lærlingenes Hus er et projekt under Dansk Håndværk, der skal inspirere lærlinge fra hele landet til at kombinere de fineste, danske håndværkstraditioner med den mest moderne viden om byggeri, bæredygtighed og genanvendelse.
- Projektet støttes af Realdania.
- Materialer skal i vidt omfang genbruges, men det ’nye’ hus skal være både en arkitektonisk og energivenlig oplevelse.
- Lærlingene skal undervejs arbejde sammen med andre under uddannelse, blandt andet Arkitekt- og konservatorstuderende fra KADK, som i foråret har udarbejdet forslagene til, hvordan huset skal se ud, når det står færdigt om tre år.
—————————————-
Yderligere oplysninger hos
Morten Frihagen, direktør i Dansk Håndværk,
Tlf./sms: 29 37 84 88, e-mail: mf@dhv.dk