Sådan undgår I trafikulykker med firmabilen

Havarikommissionen for Vejtrafikulykker har kortlagt årsagerne til en række ulykker med varebiler, hvor chaufføren kørte arbejdsrelateret.

Uopmærksomhed var årsag til over halvdelen af ulykkerne, som typisk skete på lange lige strækninger, hvor føreren kørte op bagi den forankørende. I de fleste tilfælde var der tydelige bremselys, havariblink eller lignende i 10-20 sekunder inden kollisionen, men varebilsførerne så det ikke.

Sikkerheden bør komme først
– Undersøgelsen kan være et godt udgangspunkt for at mester og svende tager et kvarter til at gennemgå nogle grundlæggende regler for, hvordan man kører i virksomhedens biler. Sikkerheden bør komme først og der er tale om nogle meget konkrete råd, som det er nemt at forholde sig til, siger direktør i Dansk Håndværk, Morten Frihagen.

Havarikommissionens analyse viser at kørsel på lange, lige strækninger eller træthed i mange tilfælde er med til at sænke chaufførens opmærksomhed. Men også brug af  mobiltelefon eller andet, der ikke havde med kørslen at gøre, er blandt årsagerne, ligesom hastighedsoverskridelser var med til at gøre ulykkerne alvorlige.

– Virksomhederne bør understrege, at medarbejderne ikke må benytte mobiltelefon eller kører for stærkt i firmabilen. Ringer telefonen, så kører man ind til siden, når lejlighed byder sig, før man ringer tilbage til den pågældende. Men det er naturligvis også op til mester at sørge for at bilerne er i god stand og har det rigtige sikkerhedsudstyr, understreger arbejdsgiverdirektøren.

Næsten alle varebiler i undersøgelsen havde nemlig begrænset sikkerhedsudstyr i forhold til nyere personbiler. Havarikommissionen vurderer, at knap halvdelen af ulykkerne muligvis kunne have være undgået eller personskaderne afbødet, hvis varebilernes sikkerhedsudstyr havde svaret til en veludstyret, moderne personbils.


Større sikkerhed – anbefalinger til firmakørsel:

Gode råd til håndværkere, der kører varebil

  • Hav opmærksomheden rettet mod kørslen og foretag dig ikke noget, som kan distrahere – heller ikke på lange lige strækninger, hvor trafikken virker enkel og forudsigelig.
  • Betjening af kommunikations- og GPS-systemer under kørslen skal foregå håndfrit og helst helt undgås.
  • Sørg for at være udhvilet og holde evt. pauser ved lange ture.
  • Overhold hastighedsgrænserne.
  • Brug sikkerhedssele.

Anbefalinger til virksomhedens indsats
Sæt fokus på trafiksikker kørsel gennem en aktiv trafiksikkerhedspolitik, der blandt andet kan omfatte følgende indsatser:

  • Motiver varebilsførerne til sikker kørsel ved løbende dialog om trafiksikkerhed og deres kørselsvaner.
  • Tilrettelæg arbejdet, så kørsel ved tidspres, lange arbejdsdage og natarbejde så vidt muligt undgås.
  • Undgå så vidt muligt at give arbejdsrelaterede beskeder under kørslen.
  • Kommunikations- og GPS-systemer i bilerne skal kunne betjenes håndfrit, og brug gerne systemer, som sikrer mod opkald, beskeder og brug af infotainment, som distraherer under kørslen.
  • Prioriter sikkerhedsudstyr som avanceret nødbremse/adaptiv fartpilot, linjevogter, bakkamera i varebilerne.