Regeringens varmeplan kan give bagslag

Under overskriften “Danmark kan mere”, fremlagde regeringen tirsdag en plan, der skal gøre Danmark fri af russisk gas. Men Danmark kan netop mere end det, der fremgår af planen, lyder det fra Dansk Håndværk, der er bekymret for at kommunernes andre energiforbedringer nu bliver sat på pause.

– Politikerne lægger i alt for høj grad op til, at kommuner skal inddrage nye områder i deres fjernvarmeløsninger. Hvis det bliver hovedmålet, går vi glip af andre løsninger, der kan sænke afhængigheden af russisk energi endnu hurtigere, forklarer direktør i Dansk Håndværk, Morten Frihagen.

Han peger på, at en reduktion af energiforbruget i offentlige bygninger og institutioner kan spille en lige så vigtig rolle ved at sænke det samlede energiforbrug.

– Energiforbedringer i eksempelvis skoler kan i mange tilfælde være både hurtigere og mere effektive end ensidigt fokus på at udbygge fjernvarmenettet, som blot flytter forbruget fra en energikilde til en anden. Så samtidigt med at vi udfaser gas til opvarmning, skal vi bruge de eksisterende ressourcer mere effektivt, forklarer direktøren.

Han understreger, at det ikke er et spørgsmål om enten-eller, men om både-og.

– Danmark kan mere end blot at omlægge til fjernvarme. Vi kan også reducere energiforbruget, hvis vi handler klogt. Derfor må regeringen understrege, at kommunerne skal prioritere med omtanke, så der sættes ind, hvor det giver størst effekt. Fjernvarmeudbygning, hvor det giver mening og mere fart på omfattende energiforbedringer, hvor det giver størst effekt. Dermed opnår vi den dobbelte effekt, lyder det fra Dansk Håndværk.

—————————————————–
Yderligere oplysninger
Morten Frihagen, direktør i Dansk Håndværk
Tlf./sms: 29378488, e-mail: mf@dhv.dk