Reformforslag gør ikke folkeskolen mere praktisk

Regeringens reformkommission foreslog i sidste uge at nedlægge 10. klasse til fordel for en ny, toårig ungdomsuddannelse, der blander praktisk og boglig undervisning. Samtidigt anbefalede kommissionen, at der lægges mere vægt på de praktiske fag i folkeskolen. Men bag ordene gemmer der sig for lidt handling, lyder det fra håndværkernes arbejdsgiverforening.

– Den sidste del af oplægget lyder umiddelbart fornuftigt – men kun indtil man dykker ned i de konkrete forslag. Kommissionen vil nemlig ikke lave mere praktisk undervisning, men kun flytte nogle timer fra de tidlige klasse frem, så de kommer i 8. og 9. klasse. Derudover skal den frivillige uges praktiktid, der ligger i 8. eller 9. klasse, gøres obligatorisk. Det kan næppe siges at være en stor forandring til fordel for en folkeskole, der udfordrer og inspirerer eleverne på praktiske færdigheder, mener direktør i Dansk Håndværk Morten Frihagen.

Han understreger, at man ikke får væsentligt flere unge til at søge en faglig uddannelse ved at flytte rundt på nogle få timer i et ni-årigt skoleforløb, kombineret med en uges kontakt til virkeligheden.

– Kimen til at vælge en fremtid som tømrer, smed eller murer lægges tidligt, når eleverne oplever, hvor spændende det er selv at omsætte nogle teoretiske færdigheder til en praktisk opgave. Den inspiration opnår vi kun, hvis eleverne i folkeskolen allerede i de tidligste klasser oplever, at de boglige viden først får virkelig værdi, når den bruges konkret, forklarer Morten Frihagen.

Organisationen understreger samtidigt, at det ikke er nok at sende flere af de elever, der efter 9. klasse ikke kan eller vil i gymnasiet, ind på erhvervsuddannelserne, sådan som afskaffelsen af 10. klasse lægger op til:

– Virksomhederne har også brug for at nogle af de unge, som med gode karakterer i de boglige fag, rutinemæssigt skubbes fra 9. klasse videre til gymnasiet. Det kræver faktisk meget at blive en dygtig håndværker, og mange vil endda kunne komme meget længere end de tror, ved at vælge en erhvervsuddannelse. For eksempel er det blandt de faguddannede, vi skal finde iværksætterne, som om 10-15 år, er leder i deres egen virksomhed med 10, 15 eller 100 ansatte, forklarer arbejdsgiverdirektøren.

Dansk Håndværk anbefaler derfor, at undervisningen i alle klassetrin giver eleverne mulighed for at opleve, hvordan den teoretiske viden i eksempelvis regning eller engelsk skal bruges i praksis. Det vil inspireret de unge til at vælge langt mere kreativt og varieret i deres fremtidig uddannelse – til gavn for dem selv og for samfundet som helhed, lyder rådet fra arbejdsgiverforeningen.

——————————
Yderligere oplysninger:
Morten Frihagen, direktør i Dansk Håndværk
Tlf./sms: 29378488, e-mail: mf@dhv.dk