Byggeriets nye grundlov er vedtaget – nyskabelser i AB 18
25 år. Så længe har byggebranchen anvendt standardaftalevilkårene ABR 89, AB 92 og ABT 93, der i mange år ikke har virket tidssvarende. Efter 3 års revisionsarbejde har byggeriets parter endelig den 21. juni 2018 vedtaget byggeriets grundlov: AB 18, ABR 18 og ABT 18.
Som alternativ til AB 18 har AB-udvalget vedtaget en forenklet udgave af AB 18 (AB-forenklet), der er tiltænkt små bygge- og anlægsarbejder og som er enkle med hensyn til opgavens omfang. Derudover er der udarbejdet 4 appendikser, der ligesom AB 18 skal være aftalt mellem parterne:
- APP Projektudvikling
- APP Projektoptimering
- APP Driftskrav
- APP Incitamenter
Vi sætter i Dansk Håndværk fokus på 10 nyskabelser i AB 18, som AB-udvalget anbefaler anvendt fra den 1. januar 2019:
1. Forbehold
AB 18 § 5, stk. 3 er ny og fastslår, at alle entreprenørens forbehold og fravigelser fra udbudsbetingelserne skal fremgå klart og samlet af tilbuddet. Det kan ske ved fx oplistning af alle entreprenørens forbehold på forsiden af tilbuddet eller et samlet sted i tilbuddet eller som et bilag til tilbuddet. Bestemmelsen skal sikre, at bygherren gøres tydeligt opmærksom på evt. forbehold eller fravigelser, idet tilbuddet efter § 6, stk. 3, har forrang for udbudsmaterialet ved modstrid mellem to dokumenter.
2. Vinterforanstaltninger
Hvis entreprenøren skal udføre vinterforanstaltninger i vinterperioden (1/11-31/3), fremgår det nu af AB 18 § 5, stk. 4, at de årstidsbestemte vinterforanstaltninger skal være indeholdt i entreprenørens tilbud. Entreprenøren kan derimod kræve, at de vejrligsbestemte vinterforanstaltninger betales som ekstraarbejder. Årstidsbestemte foranstaltninger omfatter de foranstaltninger, der uanset vejrliget er nødvendige for at holde arbejdet i gang i vinterperioden, hvorimod de vejrligsbestemte omfatter foranstaltninger, der alene iværksættes, hvis det aktuelle vejr kræver det.
Den nye regel er i overensstemmelse med almindelig praksis for betaling af vinterforanstaltninger. Bygherren kan fortsat indhente tilbud entreprenørens samlede arbejde inklusiv både årstids- og vejrligsbestemte vinterforanstaltninger, men det det skal fremgå klart af udbudsmaterialet.
3. Direkte krav mod UE
Som noget nyt fremgår det nu af AB 18 § 8, stk. 5, at direkte mangelkrav fra bygherren mod entreprenørens underentreprenør er undergivet de ansvarsbegrænsninger, der følger af kontraktforholdene både mellem bygherren og entreprenøren og mellem entreprenøren og underentreprenøren. Bygherren kan derfor alene gøre mangelkrav gældende mod entreprenørens underentreprenører, hvis der foreligger et forsætligt eller groft uagtsomt forhold.
4. Kontrakter < 1 mio. kr.
Til glæde for de mindre håndværksvirksomheder fremgår det nu af AB 18 § 9, stk. 1, at entreprenøren som udgangspunkt ikke er forpligtet til at stille sikkerhed over for bygherren, hvis den samlede entreprisesum ekskl. moms er mindre end 1 mio. kr. Har bygherren dog i udbudsmaterialet stillet krav om sikkerhed, skal entreprenøren fortsat stille sikkerhed svarende til 15 % af entreprisesummen.
5. Nye materialer og metoder
Entreprenøren skal nu efter § 12, stk. 3, skriftligt skal oplyse bygherren, hvis han anvender nye metoder og materialer, der ikke er gennemprøvede. Dette gælder dog ikke, hvis anvendelsen er foreskrevet af bygherren.
Hvornår en metode eller et materiale er gennemprøvet afhænger af, om metoden eller materialet har været anvendt til det påtænkte formål i en længere periode. Det kan også have betydning, om metoden eller materialet er testet eller certificeret, men begrebet ”gennemprøvet” vil blive præciseret i forbindelse med de MGO-sager, der forventes afgjort i den kommende tid.
6. Tidsplaner
Bygherren skal fortsat udarbejde en hovedtidsplan, jf. AB 18 § 4, stk. 4, og entreprenøren skal udarbejde en arbejdsplan, der skal overholde fristerne i den aftalte hovedtidsplan, jf. § 13, stk. 1.
Som noget nyt skal bygherren udarbejde en samlet arbejdsplan inden arbejderne påbegyndes – en detailtidsplan – hvis bygherren har antaget flere entreprenører til at udføre arbejde, jf. § 13, stk. 2. Entreprenøren skal i den forbindelse være særligt opmærksom på, at han nu efter den nye frist i AB 18 § 13, stk. 3, skal meddele bygherren skriftligt inden 5 arbejdsdage efter modtagelsen, hvis han har indsigelser mod detailtidsplanen.
Derudover skal både bygherren og entreprenøren efter § 14 skal løbende vurdere, om arbejds- og tidsplanerne overholdes, og sørge for at tidsplanerne er opdaterede i overensstemmelse med evt. forsinkelser.
7. Projektgennemgang
AB 18 § 19, stk. 1 er en central nyskabelse i AB 18, idet projektgennemgang nu er gjort til en obligatorisk ydelse for alle parter, der indgår et byggeprojekt efter AB 18. jf. § 19, stk. 1. Reglen har til formål at afdække risici og forberede håndtering af risici i byggeprocessen.
Undlader entreprenøren at deltage i projektgennemgangen, har han ikke præsteret den aftalte ydelse, og der foreligger en mangel. Det samme gælder for bygherren.
8. Førgennemgang
Entreprenøren har som en del af sin ydelse pligt til at deltage i førgennemgangen efter jf. § 44, idet bygherren skal indkalde entreprenøren til en gennemgang af arbejdet med et rimeligt varsel inden den aftalte aflevering. Førgennemgangen har til formål at sikre en mangelfri aflevering.
9. Afhjælpningsgennemgang
Entreprenøren har også som en del af sin ydelse pligt til at deltage i afhjælpningsgennemgang, jf. § 48, stk. 2, som bygherren fastsætter et tidspunkt for.
10. Tvungen forhandlingsprocedure og nye procesregler
Det er nu gjort obligatorisk for bygherren og entreprenøren at gennemføre en forhandlingsprocedure mellem parterne i flere niveauer (løsningstrappe), før sagen kan indbringes for voldgift, jf. § 64. Løsningstrappen er indsat for at sikre, at parterne forsøger at løse konflikten ved forlig frem for føre en omkostningstung voldgiftssag.
Herudover er der indført nye regler om mediation og mægling, der kan kræves gennemført efter anmodning fra en part, jf. § 65. Mediation og mægling anvendes, hvis parterne ønsker bistand til forligsforhandlinger.
Harmonisering af AB-regler og fravigelighed
Der er i vidt omfang sket en harmonisering af reglerne AB 18, ABR 18 og ABT 18 med hensyn til systematik og terminologi, så reglerne virker genkendelige.
AB 18 kan fraviges ved aftale, men det har været AB-udvalgets intention, at AB 18 anvendes i sin helhed uden fravigelser med henblik på at sikre afbalancerede vilkår for byggeriets parter.
Forbrugere
AB 18 er ikke tiltænkt anvendt på aftaler, hvor bygherren er forbruger. På forbrugeraftaler anvendes i stedet som udgangspunkt AB-Forbruger, der sidst er revideret i 2012. Såfremt en entrepriseaftale med en forbruger indgås efter AB 18, gælder AB 18 med de begrænsninger, der følger af de ufravigelige forbrugerbeskyttelsesregler, herunder vedrørende voldgift og forældelse.
Kurser
Vi samarbejder løbende med SMVdanmark om at afholde kurser om AB 18.
Du kan finde vores kurser her
Kontakt Dansk Håndværk for mere information om de nye AB-regler på tlf. 3263 0470.