Mester får hjælp til sin første medarbejder

Det kan være en jungle, når en håndværksmester skal ansætte sin første medarbejder. Der er mange regler og nye forpligtelser, som man skal kende og følge. Men en ny guide skal nu gøre det lidt letttere, når virksomheden begynder at vokse.

– Som arbejdsgiver påtager man sig en række administrative og juridiske forpligtelser – både i forhold til medarbejderen og det offentlige. Og det kan være svært at overskue, om man er opmærksom på samtlige forhold. Derfor prøver vi nu at gøre livet lidt lettere for de iværksættere, der er klar til at tage skridtet og blive egentlige arbejdsgivere, fortæller direktør i Dansk Håndværk Morten Frihagen.

Arbejdsgiverforeningen har i samarbejde med 3F lavet en guide, der skal hjælper de kommende arbejdsgivere igennem processen, så de og deres nye medarbejder får en god start på samarbejdet.

Guiden giver et overblik over kravene ved en ansættelse og har links til relevante dokumenter og hjemmesider. Samtidigt indeholder den en række gode råd til det at have medarbejdere.

Udgangspunktet for rådene er ansættelse under den overenskomst Dansk Håndværk har på bygge – og anlægsområdet, og den henvender sig fortrinsvis til iværksættere, der skal ansætte sin første timelønnede medarbejder.

– Det er vigtigt, at få styr på de administrative, juridiske og overenskomstmæssige regler fra starten. Dels fordi der gør det hele lettere, men også for at undgå de problemer og omkostninger, der kan opstå senere, hvis man ikke har fået lavet de rigtige aftaler, forklarer arbejdsgiverdirektøren

Guiden til den første ansættelse ligger frit tilgængeligt for alle på Dansk Håndværks netside.


Yderligere oplysninger hos:
Morten Frihagen, direktør i Dansk Håndværk
Tlf./sms: 29 37 84 88, e-mail: mf@dhv.dk

Du kan finde guiden her