En helt ny form for eksportfremstød kan blive en unik mulighed for specielt de mindre virksomheder indenfor byggeriet.
Mandag blev storskærmene nemlig tændt til et digitalt møde mellem danske og hollandske virksomheder i en virtuel konference, der skal skabe kontakt til et lovende marked, der er klar til at investere i grønne løsninger.Royal Digital Business Conference – Klik for at åbne i fuld størrelse
Konferencen ledes af Hans Kongelige Højhed kronprins Frederik, udenrigsministeren, energiministeren og topfolk fra de førende erhvervsorganisationer. Her blev Dansk Håndværks medlemmer repræsenteret af Niels Techen, der som formand for SMVdanmark er i værtskabet for den kongelige, digitale forretningskonference.
Stærkt redskab for mindre virksomheder
Formålet er – ligesom ved de traditionelle eksportfremstød – at sætte konkrete virksomheder i kontakt med hinanden, for at skabe samarbejde og eksport – noget der i øjeblikket er vanskeligt på grund af corona-pandemien.
– Digitale eksportmøder kan blive et stærk redskab for specielt mindre virksomheder, der har svært ved at afsætte ressourcer og tid til lange rejser. Hvis det bliver en succes kan vi udvide medlemmernes salgsmuligheder på en måde, der bliver tilgængelig for langt flere, forklarer Dansk Håndværks formand Niels Techen.
Han peger på at det digitale møde ikke kun giver flere danske virksomheder mulighed for at være med – det åbner også for at de får kontakt til virksomheder i samme størrelse på eksportmarkederne, fordi konferenceformen også for dem er mindre ressoucekrævende.
– Det kan også være med til, at de virksomheder, der får succes med den digitale form senere vælger at gå videre og deltage på egentlige rejser til eksportmarkederne, fordi de har fået kontakter og kan se potentialerne, vurderer Niels Techen.
Konference fokuserede på, hvordan Holland og Danmark kan arbejde sammen og at nå klimamål gennem den grønne omstilling blandt andet indenfor byggeriet.
Stort eksport potentiale
Mulighederne er gode. Bygninger repræsenterer cirka 28 procent af den samlede energiforbrug i Holland og 40 procent i Danmark.
Potentialet for at spare energi med fokus på den eksisterende bygningsmasse er derfor stort. Holland har iværksat en større renoverings- og eftermonteringsstrategi med et indledende fokus på den sociale boligsektor, der udgør en tredjedel af den samlede bygningsmasse.
Opvarmning af huse i Holland er i vid udstrækning baseret på fossil gas, og det vil kræve en enorm indsats at nå det nationale mål om at skifte 1,5 millioner boligenheder væk fra gas inden 2030, som et springbræt til et kulstofneutralt bygget miljø inden 2050.