Lærlinge sendes på skift til klassiske renoveringsopgaver

Nu kan de første resultater af arbejdet på Lærlingenes Hus vises frem. Det sker ved Folkemøde på Bornholm fredag, hvor der er fri adgang for alle, der har lyst til at se det gamle bindingsværkshus, der genopstår i moderne form.

Lærlinge fra hele landet har i det seneste år i skiftende hold arbejdet for at renovere bygningen med klassiske håndværksmetoder. Formålet med Dansk Håndværks projekt er nemlig at de unge fra organisationens medlemsvirksomheder i skiftende hold skal prøve kræfter med den udfordringer, det er at arbejde med gamle materialer i en moderne sammenhæng.

Inspirerer unge til valg af uddannelse
I oktober var man så langt, at arbejdet med det indvendige træarbejde at afmontering af de eksisterende vinduer og døre kunne begynde. Dem stod et nyt hold tømrerlærlinge så klar til at renovere i starten af året. Og derefter kunne murerarbejdet gå i gang, hvor blandt andre Oliver Larsen og
Jonas Aakjær, der begge er i lære som murer, tog fat på restaurering af væggene.

Arbejdet bliver fulgt af Byggefilm.dk, der laver små videoer til projektets netside, hvor lærlingene fortæller om deres opgaver. Så både Oliver, der er i lære hos Kopp Sorø A/S i Sorø og Jonas, der er i lære hos Aarhus Murer & Tømrerforretning A/S, fik derfor også lejlighed til at fortælle om deres opgaver, så andre unge kan følge med og måske få mod på at tage en faguddannelse.

Men fredag eftermiddag kan man komme endnu tættere på ved selv at besøge Lærlingenes Hus i Allinge og se, hvordan lærlingene med respekt for både klassisk udseende og gamle danske håndværkstraditioner transformerer bygningen fra et forfaldent hus til et moderne hus.

——————————————-

Yderligere oplysninger
Morten Frihagen, direktør i Dansk Håndværk
Tlf./sms: 29378488, e-mail: mf@dhv.dk
Netside: www.dhv.dk