Hvis kravene om selvisolation ved coronasmitte eller som nærkontakt til en smittet kan nedsættes fra de nuværende syv dage, bør det ske snarest.
Sådan lyder det fra arbejdsgiverne i Dansk Håndværk, der mener at det kan hjælpe håndværks- og byggevirksomheder, der i forvejen er belastet af mangel på arbejdskraft.
– Selv om vi måske kun taler om at nedsætte kravene om selvisolation fra syv til seks dage, vil det være en hjælp. Indenfor byggeriet og håndværk er man nemlig særligt hårdt ramt af reglerne, fordi en en person, som smittet eller nærkontakt ikke kan arbejde hjemme fra, selv om vedkommende kun har lette symptomer, forklarer direktør i Dansk Håndværk Morten Frihagen.
90.000 sendes hjem hver dag
Med udsigt til et meget stort antal dagligt smittede i den nærmeste tid, vil der være ekstra mange, der er fraværende fra arbejdspladsen fordi de er smittet, er ægtefælle eller samboende til en smittet eller er forældre til smittede børn.
– Nu ser vi 30.000 smittetilfælde dagligt. Hvis de hver har to nære kontakter – en ægtefælle eller forældre til smittede børn – vil det betyde at 90.000 dagligt sendes i isolation. Over syv dage bliver det til rigtigt mange, og det vil presse håndværksvirksomheder og byggeindustrien. Hvis eksperter mener at kravet om isolation kan nedsættes fra syv til fem eller seks dage, bør politikerne ændret anbefalingerne hurtigst muligt, siger arbejdsgiverdirektøren.
Yderligere oplysninger
Morten Frihagen, direktør i Dansk Håndværk
Tlf./sms: 29378488, e-mail: mf@dhv.dk