Er du skarp til medlemsadministration og IT-systemer, og er du en solid kommunikatør. Trives du med at servicere medlemmer og være med til at gøre en forskel for dem i en travl hverdag? Så er stillingen som kommunikations- og medlemskoordinator hos Dansk Håndværk måske lige noget for dig.
Dansk Håndværk er en moderne arbejdsgiverorganisation for små og mellemstore virksomheder inden for håndværk, byggeri og industri. Vores vision er at gøre hverdagen nemmere for vores medlemsvirksomheder.
Dine arbejdsopgaver ligger i et krydsfelt mellem IT, kommunikation og administration. Du er hjemmevant i Office- og Adobe pakken. Du bliver superbruger i vores CRM-system (SuperOffice), og du sætter en ære i at sikre, at datakvaliteten er i top både der og på vores hjemmeside. Med den rolle bliver du hurtigt et vigtigt omdrejningspunkt i Dansk Håndværk. Helt konkret vil dine opgaver bl.a. være:
- Hjemmesideadministration, – opdatering, redigering m.v.
- Understøttelse af Dansk Håndværks visuelle identitet, herunder layoute alt fra brochurer, flyers, billeder på hjemmesiden, PowerPoints m.v.
- Planlægning og koordinering af faglige arrangementer, herunder den årlige generalforsamling, Folkemødet, events m.v.
- Kommunikation på alle sociale medieplatforme, herunder LinkedIn, Facebook, Instagram m.v.
- Kursusadministration fra markedsføring til håndtering af tilmeldinger.
- Tovholder på diverse rabataftaler.
- Korrekturlæsning.
Af dig som person forventer vi, at du er serviceminded og trives med kontakt til mange mennesker. Du har let til smil og bringer godt humør ind i samarbejdet. Du udviser selvstændigt initiativ og har gå-på-mod. Du har stærke planlægningsevner, og du sikrer, at opgaverne bliver løst. Du har forståelse for kulturen i en mindre organisation, og er parat til at gribe opgaver, som ligger lidt udenfor dit felt, hvis det er nødvendigt. Du har et kreativt og innovativt mindset, men kan samtidig klare rutineopgaverne.
Vi tilbyder en administrativ stilling i en spændende organisation i rivende udvikling. Du bliver en del af et ambitiøst team på 9 medarbejdere, som har en uformel og humoristisk omgangstone, og hvor vi sparrer og hjælper hinanden. Vi tilbyder med andre ord en alsidig stilling med god mulighed for personlig udvikling.
Vilkårene for stillingen er 37 timer om ugen, men deltid er også en mulighed. Løn efter kvalifikationer. Stillingen ønskes besat snarest muligt.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Chef for jura, overenskomster og HR Susanne Oldenburg på tlf. 40384881 eller på swo@dhv.dk.
Du ansøger om stillingen ved at sende motiveret ansøgning og cv her senest den 28. august 2023. Ansøgningen bedes mærket ”Kommunikations- og medlemskoordinator”. Vi afholder ansættelsessamtaler i uge 36.
Dansk Håndværk er en arbejdsgiverorganisation, der repræsenterer ca. 1000 virksomheder indenfor byggeri, håndværk og industri. Dansk Håndværk er en organisation for små og mellemstore virksomheder og er medlem af SMVdanmark. Dansk Håndværk ligger i Håndværkets Hus på Islands Brygge, som huser flere andre brancheorganisationer.