Arbejdsgiver har pligt til at give ansatte, der udfører asbestarbejde, adgang til en helbredsundersøgelse. De ansatte vælger selv, om de vil benytte tilbuddet. Arbejdsgiver skal afholde udgiften ved undersøgelsen og skal sørge for, at den kan foregå uden tab af indtægt for de ansatte og så vidt muligt i arbejdstiden.
Ansatte skal have mulighed for undersøgelsen, inden de begynder at udføre asbestarbejde og mindst én gang hvert tredje år, så længe de udfører asbestarbejde.
Undtagelser fra kravet
Kravet gælder når medarbejdere udfører arbejde med asbest – dog ikke for:
- ansatte, der udfører asbestarbejde med lavt støvniveau.
- ansatte, der udfører andet arbejde, hvor der er risiko for udsættelse for asbeststøv.
- ansatte, der uforvarende udsættes for asbeststøv uden selv at udføre asbestarbejde, fx ved kort ophold på en byggeplads med asbestarbejde.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen skal udføres af arbejdsmedicinske klinikker eller afdelinger, arbejdsmedicinske ambulatorier eller af lignende sagkyndige. En læge skal være involveret i undersøgelsen, evt. ved overdragelse til en sygeplejerske. Den, der forestår helbredsundersøgelsen (eksempelvis lægen), indsender resultaterne til Arbejdstilsynet og orienterer den ansatte om resultatet. Resultaterne må ikke overlades til arbejdsgiveren.
Du kan finde de præcise regler på Arbejdstilsynets hjemmeside