Håndværkere positive overfor flytning af 10. klasse

Dansk Håndværk, der er arbejdsgiverforening for landets små og mellemstore håndværksvirksomheder er positiv overfor Venstres forslag om at flytte 10. klasse, så den placeres på erhvervsskolerne. Men det skal gøres med omtanke, mener organisationen.
 
En placering tættere på det uddannelsesmiljø, som mange af eleverne rent faktisk går videre med, vil være en fordel for både elever og uddannelser, lyder det.
 
– Men vi er bekymrede for at man samtidigt sender et signal til andre unge, om at hvis de vil have en topuddannelse som håndværker, så skal de gå 10. klasse vejen, siger direktør i Dansk Håndværk Morten Frihagen.
 
En placering af 10. klasse på erhvervsskolerne, kan betyde, at færre af de dygtigste, der nøjes med 9. klasse dermed i endnu højere grad skubbes videre til gymnasierne.
 
– Vi har brug for de stærke og målrettede unge i virksomhederne – og de har brug for en erhvervsuddannelse, hvis de eksempelvis vil kunne starte nye virksomheder, der kan være med til at beskæftige de – desværre alt for mange unge – der rutinemæssigt fortsætter i gymnasiet uden at tanke for deres videre karrieremulighed, forklarer arbejdsgiverdirektøren.
 
Han opfordrer derfor politikerne til at tænke forslaget grundigt igennem, så alle unge – og ikke blot dem fra 10. klasse – får et reelt billede at de mange muligheder, de faglige uddannelser giver – og det kræver ifølge organisationen, at der sættes målrettet ind med mere oplysning tidligt i folkeskolen.
 
——————————————
Yderligere oplysninger hos:
Morten Frihagen, direktør i Dansk Håndværk
Tlf./sms: 29 37 84 88, e-mail: mf@dhv.dk