Ved årsskiftet udløber bevillingen til Videncenter om Bygningers klimapåvirkninger. Centeret har de seneste tre år rådgivet og hjulpet byggebranchen med at opfylde de ny klimakrav. Derfor opfordrer Dansk Håndværk politikerne til snarest at sikre en fortsat drift af centeret, som har været en stor hjælp for de små og mellemstore håndværksvirksomheder.
– Vi ved, at rigtigt mange af vores medlemsvirksomheder har fået god hjælp af den overskuelige og praktiskorienterede viden, som centeret har stillet til rådighed i forbindelse med de komplicerede klimakrav, der blev indført sidste år. Men kravene ændres og skærpes igen næste år, og derfor er der brug for at centeret kan fortsætte, siger direktør i Dansk Håndværk Morten Frihagen.
Alle får brug for hjælp næste år
De nuværende regler betyder, at der er krav om at dokumentere klimabelastningen fra nybyggeri, og for nybyggeri over 1.000 m2 . Men det udvides fra 1. juli næste år, så også ferieboliger og uopvarmede bygninger over 50 m², såsom P-huse og lagerbygninger, blive omfattet. Desuden forventes der yderligere ændringer og stramninger i både 2027 og 2029.
– Det betyder, at en række virksomheder, der hidtil ikke har haft behov for at sætte sig ind i reglerne, får brug for hjælp allerede næste år. Men kravene ændres samtidigt på en række punkter, så selv de virksomheder, der kender de nuværende regler, får også brug for opfølgning, understreger Morten Frihagen.
Brug for politisk udmelding nu
Videncenter om Bygningers klimapåvirkninger er blevet drevet med et årligt budget på knapt fire millioner. Et relativt beskedent beløb i forhold til, hvor meget en smertefri overgang til et grønnere og mere klimavenligt byggeri har betydet for virksomhederne, lyder det fra arbejdsgiverorganisationen.
– Nu er det vigtigt, at centeret ikke får en periode i uvished frem mod årsskiftet, hvor bevillingen udløber. Politikerne bør snarest indikerer at arbejdet skal fortsætte, så de medarbejdere, der har oparbejdet viden og evne til at hjælpe virksomheder, trygt kan fortsætte. Ellers risikerer vi en affolkning og udsivning af kompetencer, som en konsekvens af en manglende rettidigt beslutning, fastslår Morten Frihagen.
——————————————————————————–
OVENSTÅENDE PRESSEMEDDELELSE FRA DANSK HÅNDVÆRK:
Yderligere oplysninger hos:
Morten Frihagen, direktør i Dansk Håndværk: Tlf./sms: 29 37 84 88, e-mail: mf@dhv.dk
——————————————————————————–
Faktaboks om Videncenter om Bygningers klimapåvirkninger :
- Centeret hjælper byggebranchen med praktisk viden om klimakravene i bygningsreglementet og styrker branchens viden om og kompetencer i at dokumentere nybyggeriers samlede klimapåvirkninger.
- Centeret er drevet via en bevilling på 11,4 mio. fordelt over treårs perioden 2022-2024.
- Centeret hører under Social- og Boligstyrelsen, men drives af Teknologisk Institut, Bulid på Aalborg Universitet, We Build Denmark, Green Building Council og Primetime Kommunikation.
- Virksomheder kan finde hjælp via centeret netsiden på: https://byggeriogklima.dk/