Godt at virksomheder må se listen over konkursryttere

Med et nyt lovforslag vil justitsministeren gøre det muligt for alle at se, hvem der står i det offentlige register over konkursryttere.

Et godt initiativ, der kan gøre det lettere for små erhvervsdrivende at kontrollere, hvem de handler med, lyder det fra Dansk Håndværk:

– Virksomheder, der er i tvivl om en mulig kunde, kan på den måde sikre sig lidt bedre, før de siger ja til en opgave. Det betyder, at de undgår en unødvendig risiko. Men det er også en tryghed, der også kan bruges positivt. Et opslag kan jo også vise, at en mulig kunde ikke står i registeret, så en tvivl kan blive ryddet af vejen, lyder det fra Dansk Håndværks direktør Morten Frihagen.

Markedsføres med forsigtighed
Han understreger dog, at det offentlige register stadigt skal markedsføres med forsigtighed. Frygt for en konkurs er nemlig det, der ofte afholder potentielle iværksættere fra at starte egen virksomhed:

– Vi ved, at de fleste opfatter en konkurs som et personligt nederlag, der påvirker dem over meget lang tid. Ikke kun økonomisk men i høj grad også mentalt og i forhold til deres omgivelser. Derfor må der ikke skabes frygt for, at man automatisk havner i et konkurs-register, hvis ens virksomhed går ned. Iværksættere løber en risiko, som samfundet har glæde af. Ind imellem vil der uvægerligt komme situationer, hvor en virksomhed – på helt ærlig og redelig vis – må dreje nøglen om. Det skal der være plads til uden frygt for, at man bliver stemplet, understreger arbejdsgiver direktøren.

Men det hensyn skal ikke gøre livet lettere for konkursryttere, der bevidst igen og igen viser, at de er ude af stand til at drive en ærlig forretning og løber urimelige risici for deres leverandørers penge, lyder det.

Konkursryttere kan blive dømt til en konkurskarantæne, hvis de har drevet en virksomhed i sænk ved grov uforsvarlighed. Regeringens lovforslag om at åbne for offentlig adgang til registret over disse personer kommer efter konkursrådet sidste år anbefalede en række ændringer i reglerne.

 

——–  OVENSTÅENDE PRESSEMEDDELELSE FRA DANSK HÅNDVÆRK  ————–
Yderligere oplysninger hos:
Morten Frihagen, direktør i Dansk Håndværk
Tlf./sms: 29 37 84 88, e-mail mf@dhv.dk Justitsministeriets forslag findes her: https://www.justitsministeriet.dk/pressemeddelelse/nyt-lovforslag-reviderer-konkurskarantaenereglerne/