Debatindlæg af:
Morten Frihagen
Direktør i arbejdsgiverforeningen Dansk Håndværk.
Virksomheder har brug for medarbejdere med en solid faglig uddannelse – og behovet stiger.
Derfor er det skuffende, at hver femte ung, der var tilmeldt en erhvervsuddannelse de senere år, ifølge Danmarks Statistik ikke mødte op, da uddannelsen startede.
Her må først og fremmest forældrene skubbe på og bakke op. Mange af de unge, der ikke tager sig sammen, når den første dag på en ny, spændende faguddannelse kommer, får nemlig heller ikke taget nogen anden uddannelse.
Det er lederne af små og mellemstore virksomheder, som i altovervejende grad er dem, der sørger for at de unge får en faguddannelse. Og de er meget åbne, når de vælger lærlinge. Det er ikke nødvendigvis ham eller hende, der fik de højeste karakterer i folkeskolen, der bliver en dygtig tømrer, eller med uddannelse som ballast starter sin egen virksomhed senere.
Men hvis den unge ikke møder til første dag på uddannelsen, så kan nok så gode arbejdsgivere ikke skubbe dem videre.
Det er forældrene, der skal sørge for det.
Ikke kun ved at sikre sig, at de rent faktisk kommer, når undervisningen starter. Men også ved at være med til at tænde den gnist, der skal til for at kaste sig ud i sit fremtidige fag.
Så hvis Peter eller Pia gerne vil være håndværker, så sørg for at de får lejlighed til at se, hvad det er.
Grib telefonen og ring til en af de lokale håndværksmestre og spørg, om I må kigge forbi i en halv time, for at se, hvad eksempelvis en tømrersvend og hans lærling går og laver. De fleste arbejdsgivere vil sige ja, for de er vant til at hjælpe de unge i gang med en solid, faglig uddannelse, som der er brug for.
Debatindlægget må frit anvendes.
Yderligere oplysninger hos:
Morten Frihagen, direktør i Dansk Håndværk
Tlf./sms: 29 37 84 88, e-mail: mf@dhv.dk