Det er netop blevet vedtaget ved lov, at forældre til tvillinger født den 1. maj 2024 eller senere får ret til 26 ugers ekstra orlov med barselsdagpenge. De 26 ugers ekstra orlov fordeles med 13 uger til hver forælder, som skal afholdes inden børnene fylder 1 år.
Der er allerede ret til ekstra orlov til forældre, der får tre eller flere børn ved én fødsel. Så det nye er, at det nu også gælder for tvillingeforældre. Det betyder, at de nye regler erstatter tidligere regler i barselsloven og gælder for alle forældre, som får to eller flere børn ved samme fødsel eller i øvrigt ved adoption, idet reglerne her gælder tilsvarende.
Det skal understreges, at der alene er ret til fravær og barselsdagpenge. Der er således ikke nye regler for, hvor længe arbejdsgiver er forpligtet til at betale løn under orlov, idet disse regler alene følger af overenskomsterne.
Læs mere i Lov om ændring af barselsloven