Dansk Håndværk, der er arbejdsgiverforening for de små og mellemstore håndværksvirksomheder, kalder dagens finanslovsaftale om en fordobling af håndværkerfradraget for en solid hjælp til de mindre virksomheder:
– Vi havde gerne set, at man havde gjort lidt flere typer at opgaver fradragsberettiget, men overordnet er det et solidt rygstøtte, der vil være med til at holde beskæftigelsen oppe hos de mindre virksomheder. Det er en god dag for dem, der knokler for at holde hjulene i gang under krisen, lyder det fra direktør i Dansk Håndværk Morten Frihagen.
Opgaver hvor skattefradraget kan udnyttes
Han mener at skattefradraget sammen med udbetaling af feriepenge, kan få rigtigt mange boligejere til at sætte gang i nogle af de energiforbedringer, der har været udskudt:
– En af de ting jeg regner med der vil blive taget fat på er isolering og energiforbedring af tage og loftrum i boligmassen. Her er stadigt meget at hente og det er opgaver, hvor arbejdsløn udgør en vigtig del, så skattefradraget kan udnyttes mest muligt til fordel for både beskæftigelse, boligejer og den grønne omstilling, forklarer arbejdsgiverdirektøren.
——————————————
Yderligere oplysninger hos:
Morten Frihagen, direktør i Dansk Håndværk
Tlf./sms: 29378488, e-mail: mf@dhv.dk