Coronapas: Urimeligt at arbejdsgiver skal betale for ansattes test

Arbejdsgivere vil fra fredag kunne kræve at se coronapas for deres medarbejdere. Det er konsekvensen af en lov, som ser ud til at blive vedtaget i Folketinget torsdag og træde i kraft umiddelbart derefter.

Og ifølge Dansk Håndværk et det et redskab, virksomhederne bør bruge for at beskytte medarbejdere og virksomheder.

– Coronapasset er et godt redskab, der tager hensyn til de ansattes sikkerhed. Men lovforslaget lægger op til at test kan ske i arbejdstiden med fuld løn, og det er ikke rimeligt. Har man ikke automatisk et coronapas, fordi man har sagt nej til vaccination, må man selv sørge for at have en frisk test med, når man møder på arbejde, mener direktør i Dansk Håndværk Morten Frihagen.

Kan gøre kollegerne usikre
Han undrer sig over at den enkeltes frihed til at sige nej til vaccination skal gå ud over virksomhedens økonomi. Men også at det kan ramme ældre og udsatte kolleger, der har fulgt samfundets opfordring til at blive vaccineret:

– Skal en arbejdsgiver betale i dyre domme for at nogle ansatte igen og igen er væk fra arbejde i timevis, risikerer vi at virksomheder, der er presset på arbejdstid eller økonomi, fravælger coronapasset. Dermed tvinges ældre medarbejdere eller ansatte med særlig risiko til at gå på arbejde blandt kolleger, der udsætter dem for en ekstra fare for smitte. De skal så vælge mellem helbredsrisiko ved at tage på arbejde og økonomisk tab, ved at måtte sige op, forklarer arbejdsgiverdirektøren.

– Om virksomhederne vil bruge muligheden for at kræve coronapas, må de naturligvis selv afgøre. Men jeg kan ikke se, at det er et urimeligt krav. De fleste firmaer har en rygepolitik, der tager hensyn til ikke-rygere. Brug af coronapas er på samme måde en afvejning i forhold til den enkeltes frie valg, pointerer Morten Frihagen.

Yderligere oplysninger
Morten Frihagen, direktør i Dansk Håndværk
Tlf./sms: 29378488, e-mail: mf@dhv.dk