Ved årsskiftet trådte skærpede krav om klimadokumentation og LCA-beregninger i kraft i byggeriet. Det er ikke dig som håndværksmester, der skal lave beregningerne, men med de nye krav er der alligevel landet endnu en administrativ opgave på dit bord. Heldigvis er der hjælp at hente flere steder.
Det er ikke nogen hemmelighed, at en stor del af Danmarks årlige CO2-udledning kommer fra byggeriet, og for at kunne leve op til de fastsatte klimamål skal det nedbringes markant. Som et led i det skal bygherre fra 1. januar 2023 dokumentere bygningens klimapåvirkninger med en LCA-beregning, der indsendes sammen med færdigmeldingen af byggeriet. Det gælder for nybyggeri, i første omgang på over 1.000 m2, mens det fra 2025 også gælder for nybyggeri på under 1.000 m2.
Du er et uundværligt bindeled
Det er bygherrens ansvar at overholde klimakravene. Men selvom du som udførende håndværker ikke bærer ansvaret og ikke kommer til at sidde med selve klimaberegningerne, så har de nye krav konsekvenser for dit arbejde.
Klimaberegningerne bliver primært udført af eksterne konsulenter, som fx arkitekter og ingeniører. Men det kan de næppe gøre uden også at trække på din viden om de anvendte materialer og mængder, I anvender i byggeriet. Det er dig, der ved, hvad der er blevet brugt af materialer samt i hvilke mængder, og den dokumentation kommer du til at skulle give videre. Du kan også blive bedt om at indlevere miljøvaredeklarationer i form af EPD’er på materialerne. Du er med andre ord et uundværligt bindeled mellem bygherre og de personer, der står for beregningerne.
Det er en ny opgave på dit bord, men der er heldigvis god hjælp at hente fx via en ekstern rådgiver. Mange har allerede dygtiggjort sig på området. Derudover vil der formentlig også være hjælp at hente i dit lokale byggecenter. Flere af slagsen har nemlig specialiseret sig i at bistå med den viden, du har brug for. Fx har både Stark og Bygma uddannet bæredygtighedskonsulenter, der kan hjælpe dig med at dokumentationen.
Hvad er en EPD?
En EPD (Environmental Product Declaration), dvs. en miljøvaredeklaration, er en frivillig dokumentation af byggevarers miljømæssige påvirkninger og ressourceforbrug og udvikles efter anerkendte europæiske og internationale standarder. |
Fire råd
- Find en god samarbejdspartner eller rådgiver
Du kan selv stå for at levere dokumentationen omkring de materialer, der bruges i byggeriet. Men du kan også betale dig fra det. Der er flere rådgivere, som sælger den slags ydelser. Det kan være givet godt ud at have en, du kan spørge til råds og til at hjælpe kunderne videre. - Søg sparring i dit netværk
Måske har du en god kollega i branchen, som du kan sparre med. Hvordan griber han eller hun det an? Kan I samarbejde omkring det her? Få så meget hjælp som muligt, så du kan bruge din tid på det, du er her for: At levere godt håndværk. - Brug Videncenter om Bygningers Klimapåvirkninger (VCBK)
VCBK hjælper byggebranchen med praktisk viden om klimakravene i bygningsreglementet.
På deres hjemmeside byggeriogklima.dk finder du webinarer, events og konkret viden om klimakravene. Du kan også stille om klimakravene, og hvordan du overholder dem. - Brug det i din markedsføring
Flere og flere kunder – både private og erhvervskunder – efterspørger mere bæredygtighed. Brug din indsats i denne sammenhæng i din markedsføring. Du er med til at gøre en forskel, og det sætter mange kunder stor pris på.
Hvilke dele af bygningens livscyklus skal indgå i klimaberegningen?Kort fortalt omfatter livscyklusfaserne fx produktion, udskiftninger og affaldsbehandling af byggematerialer. Derudover indgår påvirkninger fra energiforbrug til bygningsdrift og påvirkninger fra processer ved slutningen af bygningens levetid, altså affaldsbehandling, dvs. forberedelse til genbrug, genanvendelse, anden nyttiggørelse eller bortskaffelse. De klimapåvirkninger, der vil skulle indgå i klimaberegningen, omfatter dermed: Produktion af byggematerialerne Udskiftning af materialer Energiforbruget til drift Affaldshåndtering ved endt levetid Potentielle klimagevinster eller klimabelastninger |
Læs mere på byggeriogklima.dk. Her finder du også overblik over en lang række events og webinarer, der kan gøre dig klogere.