Arbejdsgivere: Skattelettelser må kun være begyndelsen

Regeringens udspil om nedsættelse af personskatten hilses velkommen af håndværkernes arbejdsgiverforening.

– Selv om effekten på arbejdsudbuddet er beskeden, er alle initiativer, der giver virksomhederne mere arbejdskraft velkomne. Men skattelettelsen vil kun forøge beskæftigelse med hvad der svarer til godt 5000 fuldtidsjob, så der skal langt mere til, hvis vi skal komme manglen på arbejdskraft til livs. Derfor håber vi at regeringen fortsætter i sporet og fjerner nogle af de administrative byrder, der alene i det private erhvervsliv beslaglægger hvad der svarer til 60.000 stillinger, lyder det fra Dansk Håndværks direktør Morten Frihagen.

– Inden for håndværksfagene kommer vi til at mangle 90.000 faglærte i løbet af de kommende syv år – det svarer til at der forsvinder 35 uddannede medarbejdere fra vores virksomheder hver dag. Så regeringen har langt fra løst sin opgave med at frigøre ressourcer, få danskerne til at arbejde mere og blive på arbejdsmarkedet længere, understreger arbejdsgiverdirektøren.

———————————-
Yderligere oplysninger hos:
Morten Frihagen, direktør i Dansk Håndværk

Tlf./sms: 29 37 84 88, e-mail: mf@dhv.dk
———————————-