Her taler vi ordentligt til hinanden og holder vores aftaler

For at en virksomhed trives, skal der samarbejdes. Det giver en bedre hverdag for alle. Og når helheden fungerer, smitter det direkte af på bundlinjen. Men samarbejde kommer ikke nødvendigvis af sig selv.


Projektleder John Tengstedt og tømrerformand Kim Hansen er to af de medarbejdere, der servicerer kunderne med et smil og et “godmorgen”.  Du kan høre mere i lyd-interviewet nederst i artiklen.

En af de virksomheder, der har øje for det, er byggevirksomheden HETO ApS i Tåstrup. De har gjort noget helt særligt for at skabe samarbejde mellem de 19 ansatte. Inspirationen til processen er kommet efter at have været med på Dansk Håndværks lederuddannelse:

– Vi har lavet helt tydelige spilleregler om, hvad vi forventer af hinanden: At man er venlig, at vi taler pænt til hinanden, overholder vores aftaler og viser respekt for andres arbejde. Det står ligefrem i medarbejderhåndbogen så alle medarbejdere, er helt klar over, at her siger vi faktisk ”Godmorgen….”, fortæller Solvej Hovmand, der sidder som ansvarlig på kontoret i HETO.

For at styrke samarbejdet har virksomheden sat den gode opførsel i system. Blandt andet med en medarbejderhåndbog, der som et af punkterne beskriver det, de selv kalder HETO’s grundlov:

  • VI VIL UNDGÅ MISFORSTÅELSER.
  • VI LEVERER KVALITET TIL DEN AFTALTE TID.
  • VI ER ÅBNE OG ÆRLIGE.
  • VI TÆNKER NYT, NÅR DER ER BRUG FOR DET.
  • VI VÆRDSÆTTER GENSIDIG RESPEKT.
  • VI OVERHOLDER VORES AFTALER.
  • VI VIL HELE TIDEN BLIVE BEDRE.
  • VI VIL GØRE ALLE PARTER TILFREDSE

Respekt for andres arbejde
Hun ved godt at det kan lyde som en selvfølge. Men sådan er virkeligheden bare ikke. Derfor har HETO en klar ramme for god opførsel, som gælder for alle fra lærling til direktør:

– Der drejer sig om at vise respekt for andres arbejde. Både indbyrdes, men også i forhold til de virksomheder vi arbejder med på en byggeplads. Hvis en delproces er lovet færdig klokken tre er det jo ikke rimeligt at man først klokken tolv fortæller at man er forsinket, når man kunne se det lang tid inden. Så skal en kollega lige pludseligt sætte sine folk til noget andet. Det er jo ikke respekt for de næste hold der skal komme, fastslår Solvej Hovmand.

Strækker længere end til en selv
Derfor forventer HETO også at andre virksomheden, som de samarbejder med, overholder grundreglerne. Det indgår som en fast del at aftaler med leverandører og kolleger på byggepladsen.

– Vi stiller faktisk de samme krav til de virksomheder, der indgår i vores byggeprojekt. For hvis vi alle har øje for at processen glider, som den skal, kan vi hente både tid og økonomi – og hvilken virksomhed vil ikke gerne det, lyder forklaringen.

Selvfølgeligt har der været samarbejdsparter, der har syntes at det var mærkeligt. Men de fleste har kunnet se ideen – og så undgår byggelederne midtvejs at skulle diskutere, hvorfor tonen ikke er i orden, tidsfristerne ikke er overholdt eller regningerne ikke er afsendt.

Og HETO sender gerne opfordringen videre til andre af Dansk Håndværks medlemmer. Uanset om virksomheden er lille eller stor betaler det sig nemlig at være med til at skabe en et godt samarbejdsklima.

– Vi har taget det her med små skridt ad gangen. Og hvis andre virksomheder – hver på deres måde – er med til at skabe gode rammer for omgangstonen og respekten for hinanden, undgår vi en masse problemer. Hverdagen bliver bedre for alle og virksomhedernes trivsel og økonomi vil vokse, mener Solvej Hovmand.

Lyt til mere fra interviewet med HETO i ovenstående lydfil.

Fortæl os en god historie – så fortæller vi den videre

Artiklen er en del af serien “Fortæl os en god historie….” Din virksomhed kan også være med. Har du en sjov, spændende, lærering og positiv historie, så klik her er læs mere – eller læs nogle af de andre artikler i serien: