Et stort flertal i Folketinget har den 22. marts indgået aftale om en langsigtet plan for genåbning.
Da medlemsvirksomhederne i øjeblikket kun i mindre omfang er berørt af direkte begrænsninger ifht. åbning af butikker, forsamlingsforbud m.v. nøjes vi her med at beskrive aftalens del vedrørende forlængelse og udfasning af hjælpepakker. Vil man se hele aftalen kan den læses her.
Vedrørende hjælpepakker m.v. er det aftalt at:
Aftalepartierne er enige om, at hjælpepakkerne forlænges i lyset af den gradvise genåbning i de kommende måneder, således at de gælder til og med d. 30. juni 2021. Regeringen indkalder til forhandlinger med aftalepartierne og arbejdsmarkedets parter om udmøntningen heraf.
Virksomheder, der har været omfattet af nedlukning, vil kunne vurdere, at det ikke er hensigtsmæssigt at lukke op. I den situation vil en virksomhed, der tidligere har været omfattet af et forbud og derfor har været lukket, kunne vælge fortsat at holde lukket og vil efter den 6. gældende ordning derefter modtage op til 90 pct. i kompensation for de faste udgifter, og op til 90 pct. i selvstændige-ordningen.
Aftalepartierne er endvidere enige om, at hjælpepakkerne skal udfases i takt med, at samfundet genåbnes og med forståelse for de forskellige branchers vilkår. Den økonomiske ekspertgruppe bedes om at komme med anbefalinger til, hvordan sammensætningen og udfasningen af hjælpepakkerne skal designes fra d. 1. juli 2021 og frem – herunder beskrive scenarier for forventningerne til dansk økonomi. Ekspertgruppen skal blandt andet komme med sit bud på, hvordan man kan holde hånden under virksomheder i særligt udsatte brancher og særligt med sigte på underleverandørerne. Ekspertgruppen skal inddrage de relevante sektorer i arbejdet.
Regeringen igangsætter arbejdet i ekspertgruppen umiddelbart og vil indkalde aftalepartierne til forhandlinger på baggrund af ekspertgruppens anbefalinger.
Aftalepartierne er også enige om at forhandle en sommerpakke målrettet kulturen og oplevelsesøkonomien på baggrund af et oplæg fra regeringen.