Hør interviewet med Mads Okking, der fortæller hvordan medlemmerne klarer krisen lige nu (Tekst og lyd):
Når man følger mediernes dækning af coronakrisen, får man sommetider det indtryk, at stort set alle virksomheder er lukkede – men sådan er det langt fra. Faktisk kæmper de fleste med at holde gang i forretningen.
Det gælder også Dansk Håndværks medlemmer, hvor konsulent Mads Okking fortæller, at han har været overrasket over, hvor kreative virksomhederne har været, når de har mødt krisens udfordringer:
– Jeg troede egentligt at problemerne ville ramme alle hårdt. Men jeg taler dagligt med medlemmer, der faktisk ikke har mærket så store forandringer. Det er hovedsageligt firmaer, der først og fremmest arbejder for kommuner og stat har været ramt hårdt, fordi alt lige pludseligt blev lukket ned, fortæller Mads Okking
Men han peger samtidigt på at netop den type virksomheder har være ekstra kreative for at finde alternative opgaver, der kunne holde hjulene i gang.
Håndværkere tænker ud af boksen
Som eksempel på en af dem, der har tænkt ud af boksen, nævner han virksomheden, der hovedsageligt arbejdede for kommunen og derfor med et slag mistede stort set alt arbejde.
– Det var et murerfirma. De valgte så via deres og deres venners facebooksider at tilbyde private udvendige istandsættelse af facader og sokler. Og lige pludseligt væltede det ind med opgaver. Så jeg hører altså om firmaer, der finder på alternative måder at komme ud til kunderne på, fortæller Mads Okking.
Bilfabrikkers stop giver problemer
Men det er ikke kun byggevirksomheder, der har mødt problemer. Dansk Håndværk er også arbejdsgiverforening for hovedparten af landets møbelpolstrer-virksomheder. Og af dem arbejder en del med indretning indenfor auto-branchen. Så de har været hårdt ramt af bilfabrikkernes produktionsstop:
– Virksomheder der eksempelvis laver lastvognskabiner for Scania og Volvo er blevet hårdt ramt af deres produktionsstop. De kan jo ikke bare omstille sig til at lave noget andet. Men for byggevirksomheder, der arbejder for det offentlige håber jeg da, at der snart kommer nogle opgaver. Det burde jo være muligt nu da bygninger står tomme og håndværkerne derfor kunne gå uforstyrret rundt, forklarer Mads Okking.
Hans fornemmelse er at mange har fundet en måde, så de kan få tingene til at fungere. Ganske vist på nedsat kraft, men dog så virksomhederne kan overleve:
– Min fornemmelse er at rigtigt mange vil klare sig igennem krisen – og hvis der snart kommer gang i de offentlige udbud vil det hjælpe. Jeg har i hvert tilfælde været positivt overrasket over, at mange af dem jeg har talt med, har klaret sig bedre end vi havde forventet.
Hør hele interviewet med Mads Okking – klik på pilen for at starte lyden.
Både tekst og lyd må benyttes af medier hvis de ønsker det.