19/3 Skattestyrelsen gav – som beskrevet her på siden – i går enkeltmandsvirksomheder, som senest fredag skulle betale B-skatterate fredag, mulighed for at justere forskudsopgørelsen deres forskudsopgørelse inden kl. 16., hvorved der ikke bliver trukket B-skat fra virksomhedens bankkonto.
Men hvis virksomheden først torsdag 19. marts 2020, ændrer i forskudsopgørelsen sker ændringen ikke. Den oprindelige B-skatterate for marts vil så blive trukket på virksomhedens konto. Betalingen kan dog stadigt undgås i dag, hvis virksomheden helt sletter betalingsaftalen. Sker det vil efterfølgende B-skatterater først blive trukket, når virksomheden selv opretter en ny betalingsaftale hos bank eller pengeinstitut.
Hvis virksomheden undlader at slette betalingsaftalen, vil Skattestyrelsen i april 2020 automatisk sikre, at det for meget betalte beløb bliver tilbageført. Medmindre virksomheden har restancer, som først modregnes, inden en tilbageførsel kan ske.
Det bemærkes, at april og maj er betalingsfrie måneder med Folketingets vedtagelse af en hjælpepakke tirsdag 17. marts.
Selvstændigt erhvervsdrivende hjælpes ved, at fristerne for indbetaling af B-skat og foreløbigt arbejdsmarkedsbidrag udskydes, så der ikke skal betales i april og maj. Betalingen skal i stedet ske i juni og december. Kan virksomheden mærke at indtægterne falder af nogen væsentlig betydning, kan man som nævnt desuden – som man altid har kunnet gøre – nedjustere sin forventede indtægt (forskudsopgørelse) og på den måde nedjustere de månedlige betalinger til den faktiske indtægt.
Hjælpepakken betyder følgende ændringer:
- Virksomheders betalingsfrist for indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag forlænges for månederne april, maj og juni 2020 med 4 måneder.
- B-skat for april og maj 2020 får også udskudt betalingsfristen, så betalingen skal ske henholdsvis den 22. juni 2020 og 21. december 2020.
- Herudover udskydes betalingsfristen for virksomheder, der afregner moms månedligt, for 3 måneder (marts, april og maj 2020) med 30 dage. Det vil sige, at fristen den 27. april 2020 udskydes til den 25. maj 2020, fristen den 25. maj 2020 udskydes til den 25. juni 2020, og fristen den 25. juni 2020 udskydes til 27. juli 2020.
- For virksomheder, der betaler moms kvartalsvist, sammenlægges 1. og 2. kvartal 2020, således at 2. kvartals indberetnings- og betalingsfrist bliver 1. september 2020. For virksomheder, der betaler moms halvårligt, sammenlægges 1. og 2. halvår, således at 2. halvårs indberetnings- og betalingsfrist bliver 1. marts 2021.
- Endelig får virksomhederne mulighed for at have indtil 10 mio. kr. stående på Skattekontoen i en midlertidig periode, hvis virksomhederne den 25. marts 2020 eller senere justerer beløbsgrænsen.
Vores netside opdateres mange gange dagligt vedr. forhold om corona-krisen – se oversigten her.